1. Hvad er en trommemaskine?

En trommemaskine er et elektronisk musikinstrument, der kan imitere trommesæt og percussioninstrumenter. Nogle kan også producere lydeffekter. De fleste maskiner giver brugerne mulighed for selv at sammensætte deres egne trommerytmer.

Trommemaskiner bruges ofte i elektroniske musikgenrer såsom house, dance og hiphop. De kan også bruges som metronom, som backing-track i øvesituationer og til at undersøge, hvordan forskellige trommerytmer lyder.

2. Brug af trommemaskinen online

Klik på de firkantede felter for at lave en trommerytme. Dobbeltklik for at skifte mellem hi-hat og åben hi-hat, lilletromme og kantslag og lys sidetam og dyb sidetam. Klik på navnene i venstre side for at slå lyden af en tromme eller et bækken fra.

Brug knapperne øverst til at vælge tempo, taktart og swing. Du kan få vist en række genretypiske trommerytmer via knappen "Trommerytmer". Variér eksempelvis rytmerne ved brug af ridebækken i stedet for hi-hat og kantslag i stedet for almindelig lilletromme.

Du kan gemme trommerytmer (og sende dem til andre) ved at kopiere internetadressen øverst i browseren. Her er eksempelvis en funk-rytme og et sprødt tromme-fill.

Læs eventuelt om trommesættes opbygning i teksten om trommenotation.