En kadence er en kort akkordfølge, som udpeger og konstituerer tonaliteten i et musikstykke. Kadencerne anvendes især ved fraseafslutninger, hvor de udover at konstituere tonaliteten, ofte også medfører en følelse af falden til ro i tonearten. I denne artikel er en lang række af de mest almindelige kadencer beskrevet. Kadencerne anvendes i al slags musik, og deres navne benyttes i såvel funktionsanalyse som trinanalyse. Alle nodeeksemplerne indeholder derfor både funktionsanalytiske og trinanalytiske akkordangivelser.
Indhold
1. Tonale kadence
Den tonale kadence er bygget op af de tre hovedfunktioner, tonika, subdominant og dominant, dvs. akkorden på skalaens 1., 4. og 5. trin. I durtonearter er alle tre akkorder i dur, og lægges tonerne i akkorderne sammen danner de tilsammen en durskala. I moltonearter er tonika og subdominant i mol og dominant i dur, og lægges tonerne i akkorderne sammen danner de tilsammen en harmonisk molskala. Tonerne i akkorderne udgør dermed alle toneartens toner, og den tonale kadence fastslår således musikstykkets tonalitet endegyldigt.
Den tonale kadence forstærkes ofte ved, at subdominanten tilføjes en stor sekst, og ved at dominanten tilføjes en lille septim.
2. Skuffende kadence
Normalt forventer man, at en dominant (D, V) opløses til tonika (T, I). Det skyldes, at dominanten har en (eller to) ledetoner, tertsen (og septimen), som leder hen mod tonika. Hvis dominanten ikke opløses til tonika, kalder man det for en skuffende kadence.
I durtonearter fremkommer den skuffende kadence almindeligvis ved en opløsning til tonikastedfortræderen (Ts, VIm). I moltonearter fremkommer den almindeligvis også ved en opløsning til tonikastedfortræderen (Ts, bVI):
Bemærk at den skuffende kadence til tonikastedfortræderen både i dur og mol er en bevægelse fra 5. trin (dominant) til 6. trin (tonikastedfortræder), frem for en bevægelse fra 5. trin (dominant) til 1. trin (tonika).
I durtonearter findes desuden en dobbeltskuffende kadence, som fremkommer ved en opløsning til moltonikastedfortræderen (oTst, bVI):
3. Hel- og halvslutninger
En frase eller et musikstykke slutter som regel på enten tonika (T, I), subdominant (S, IV) eller dominant (D, V).
En slutning der falder til ro på:
- tonika kaldes for en helslutning
- subdominant kaldes for en subdominanthalvslutning
- dominant kaldes for en dominanthalvslutning
Man skelner mellem to slags helslutninger: En autentisk helslutning hvis den foregående akkord er en dominant, og en plagal helslutning hvis den foregående akkord er en subdominant:
Slutvendingerne forekommer også i moltonearter, her er tonika og subdominant blot molakkorder.
Der findes flere forskellige benævnelser for slutvendingerne, og det kan give anledning til lidt misforståelser. Ovenstående terminologi er dog universel. Misforståelserne opstår ved subdominanthalvslutningen og dominanthalvslutningen, som har fået flere forskellige navne:
Subdominanthalvslutningen kaldes også for:
- plagal halvslutning (terminologi 1)
- autentisk subdominanthalvslutning (hvis foregående akkord er tonika) (terminologi 2)
- plagal subdominanthalvslutning (hvis foregående akkord er vekselsubdominant) (terminologi 2)
Dominanthalvslutningen kaldes også for:
- autentisk halvslutning (terminologi 1)
- autentisk dominanthalvslutning (hvis foregående akkord er vekseldominant) (terminologi 2)
- plagal dominanthalvslutning (hvis foregående akkord er tonika) (terminologi 2)
For nogle antyder ordene 'plagal' og 'autentisk', at henholdsvis subdominanten eller dominanten indgår i slutvendingen (terminologi 1). For andre antyder ordene 'plagal' og 'autentisk', at der er henholdsvis kvartfald eller kvintfald mellem næstsidste og sidste akkord (terminologi 2).
4. Frygisk halvslutning
En frygisk halvslutning (også kaldet en frygisk kadence) er karakteriseret ved et nedadgående halvtonetrin i bassen, gående fra tertsen i en akkord af subdominantisk karakter til grundtonen i en akkord af dominantisk karakter. Den frygiske halvslutning optræder oftest i moltonearter, hvor den opstår som en subdominant (S, IV) med terts i bassen gående til en dominant (D, V). I durtonearter opstår kadencen som en subdominantparallel (Sp, IIm) med terts i bassen gående til en bidominant på 3. trin ((D), III).
I klassisk firstemmig sats skal subdominanten kvintfordobles (fx som på nodeeksemplet herover) for at få den bedste stemmeføring.
5. Vamp
En vamp er en akkordfølge bestående af akkorderne på toneartens I, VI, II og V trin. Den er som regel i dur, her med C-dur som eksempel:
I en almindelig variation af vampen er akkorden på II trin erstattet af akkorden på IV trin. Derved fås i C-dur akkorderne C - Am - F - G, som funktionsharmonisk bliver til T - Tp - S - D. I moltonearter vil de to vamps bestå af henholdsvis akkorderne Cm - Ab - Ddim - G og Cm - Ab - Fm - G.
Vampen benyttes i en lang række sange, bl.a. Æblemand (Per Hald), Elefantens vuggevise (Mogens Jermiin Nissen) og Jeg vil male dagen blå (Pia Raug).
6. II-V-I kadence
En II-V-I kadence består af akkorden på toneartens 2., 5. og 1. trin (deraf navnet). Akkordernes tonekøn afhænger af, om tonearten er i dur eller mol:
Bemærk at 2.-trinsakkorden i mol benævnes subdominantafledning (Sa), hvis den indtræder efter en subdominant (S), og subdominantstedfortræder (Ss) hvis den indtræder efter en hvilken som helst anden akkord.
II-V-I kadencen anvendes især jazz musik, og det er ikke unormalt, at akkorderne her spilles med mange udvidelser - også selvom udvidelserne ikke fremgår af becifringen. Her er en mulig udførelse med mange udvidelser:
Andre almindelige kadencer i jazz er:
| I-VI-II-V | III-VI-II-V | I-II-III-IV | |
| C-dur | C - Am - Dm - G | Em - Am - Dm - G | C - Dm - Em - F |
| C-mol | Cm - Ab - Ddim - G | Eb - Ab - Ddim - G | Cm - Ddim - Eb - Fm |