Eksempelanalyse af to udvalgte Carl Nielsen-sange – følg med i de vedlagte noder (ved at klikke på det blå nodeikon), imens du læser analyserne. Nederst findes en kort analysevejledning, du kan bruge til hjælp i forbindelse med egne analyser. De harmoniske analyser tager – ligesom enhver anden analyse bør gøre det – udgangspunkt i Nielsens egne klaverakkompagnementer.
Indhold
1. Vi sletternes sønner (1908)
Vi sletternes sønner er komponeret til Ludvig Holstein-skuespillet Tove, som fik premiere i 1908. Efter premieren blev fire af sangene herfra, som oprindeligt var skrevet for orkester, udgivet i en sang og klaverudgave. Sidenhen er Vi sletternes sønner udgivet i mange versioner, og den findes i dag bl.a. i Højskolesangbogen. Sangen er en af to Nielsen-sange, som er medtaget i den Danske Kulturkanon fra 2006.
Carl Nielsen: Vi sletternes sønner (1908)
Form og melodik
Sangen er en strofisk sang, idet alle vers synges på den samme melodi. Hvert vers består af et A- og et B-stykke på hver otte takter (indledt af en kort klaver-intro). A- og B-stykket er oprindeligt to selvstændige tekstvers, men Nielsen har valgt at sætte musik til to tekstvers af gangen. Både A- og B-stykket er delt ind i to dele, der hver er bygget op af to fraser af to takters længde. Formen, A-B, kan derfor opskrives således:
| Intro | A | B | |||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Struktur: | a | a' | b | c | |||||
| Fraser: | a1 | a2 | a1 | a2 | b1 | b2 | c1 | c2 | |
| Metrik: (takter) | 2 | 2 | 2 | 2 | 2 | 2 | 2 | 2 | 2 |
Sangen står i taktarten 4/4, og hovedtonearten er g-dur. Sangen findes også i transponerede udgaver, eksempelvis i Højskolesangbogen, hvor den står i d-dur.
Tempoet er allegretto moderato, hvilket kan oversættes til "jævnt hurtigt". Rytmen er præget af en vekslen mellem to 8.-delsnoder og en 4.-delsnode, hvilket giver sangen et jævnt, travende præg. Den ensartede rytme binder A- og B-stykket, som melodisk set er ganske forskellige, sammen.
I A-stykket gentages fraserne a1-a2 to gange, men akkompagnementet er ændret ved anden gennemspilning. Melodien i a1 arbejder sig stille og roligt opad med en trinvis bevægelse og modsvares af et nedadgående motiv i a2. Motivet i a2 består af tre gentagelser af tonerne h-a-g:
B-stykket er anderledes udtryksfuldt og begynder i et lysere register. I den første frase, b1, bevæger melodien sig helt op på den (Nielsenske) lille septim og går herfra nedad i en trinvis tretonig sekvens gennem g-molskalaen, som driver musikken fremad. b2 slutter på den forstørrede kvart (tonen cis) – en ledetone, som får sin opløsning i c1.
I c1 er melodien tilbage i g-dur. De mange spring i c1 og den fremmede toneart i b1 og b2 modsvares i c2 af et trinvist løb fra oktaven ned til grundtonen. Samtidig modsvares den dybtliggende og rolige melodi i hele A-stykket af oktavspringet og den store ambitus i c2.
Det rolige udtryk i A og det ekspressive i B er helt igennem understøttet og forstærket af dynamikken: piano i A og forte i B. Undtagelsen er c1, hvor der skrues ned til pianissimo, hvilket giver den springende melodi et mere tøvende udtryk, inden den afsluttende frase igen er i forte.
Harmonik og akkompagnement
Sangen er udpræget funktionsharmonisk, da der er dominant-tonika-forbindelser hele vejen igennem. Funktionsharmonikken danner også grundlag for modulationerne i sangen.
Allerede i A-stykket skubbes tonaliteten. Den harmoniske bevægelse fra a (takt 3-6), T – D – T – S - T –D7 – T – D7 – T – D7, gentages stort set i a', men denne gang i paralleltonearten e-mol. Se blot baslinjen fra takt 5-6 og dernæst fra takt 9-10. De er næsten ens – blot transponeret en lille terts ned, fra g-dur til e-mol:
Melodien forbliver uændret fra a til a', så man får fornemmelsen af, at musikken er i e-mol (akkompagnement) og g-dur (melodi) på samme tid i a'. Man kan således analysere akkorderne i begge tonearter. Et eksempel på en meget elegant og underspillet modulation.
I B-stykket er modulationen mere iørefaldende, dels fordi melodien i takt 11-13 gennemløber alle tonerne fra g-mol, dels fordi akkompagnementet fra takt 12-13 udfører en kvintskridtsekvens gennem alle trin i g-mol (Cm - F - Bb - Eb - Adim - Dm - Gm). Fra Bb-akkorden i takt 14 ledes der kromatisk ned til A, som er dominant til D, g-durs dominant, og derved er sangen tilbage i sin hovedtoneart:
Tonearten fastslås endeligt i takt 17-18 af en tonal kadence i g-dur.
Sammenholdt med sangens form fordeler tonearterne sig således:
| Intro | A | B | |||
|---|---|---|---|---|---|
| Struktur: | a | a' | b | c | |
| Toneart: | g-dur | g-dur | e-mol/g-dur | g-mol | g-dur |
| Metrik: (takter) | 2 | 4 | 4 | 4 | 4 |
Akkompagnementet er underlagt melodien, derved at det spiller med på melodien gennem hele sangen. De melodiske huller i takt 6, 10 og 18 udfyldes af imiterende svar i akkompagnementet.
Udtryksfelt
Teksten er skrevet af Ludvig Holstein, som er samtidig med Nielsen. Digtet hedder Sjælland og er udgivet i samlingen Digte i 1903. Temaet er ungdom, drømme og forår. Det har et folkeligt skær med sine mange naturbilleder, for eksempel De brister af længsel en dag i april som krokus og blå hyacinter. Allerede med åbningslinjen er menneske og natur forbundet: Vi sletternes sønner.
Det folkelige bliver slået helt fast med verset om folkevisehelten Hr. Oluf. Han bliver her brugt som et symbol på den ungdom, som resten af digtet også omhandler, og sammensætningen af disse forskellige billeder er et symbolistisk træk. Desuden er teksten gennemsyret af livskraft, hvilket er i den positive vitalismes ånd.
Nielsens musik understøtter helt igennem tekstens indhold. Det interessante er, at den gør det på mange niveauer. Den overordnede stemning i musikken er præget af energi, der udløses. Melodilinjen, som først for alvor folder sig ud i B-stykket, har gennem den standhaftige rytmefigur hele tiden energien liggende i sig. At sangen når at berøre tre forskellige tonearter på kun 16 takter, og vel at mærke stadig er en sammenhængende musikalsk helhed, giver den et kraftfuldt og ungdommeligt udtryk. Dette afspejler tekstens tema.
Hvis man holder sig til første vers af sangen, synes hver frase også at hænge sammen med sin tekst. Teksten i A er præget af mere rolige billeder, med drømmene der vågner, inden de i B-stykket brister af længsel og bryder igennem sammen med den ekspressive melodi. Går man tættere på endnu, kan man se, at en opadgående frase følger linjen De stiger af sommernattågernes spind, mens det nedadgående motiv i den næste frase kan symbolisere lærkernes vingeslag.
Man kan sige, at de første to tekstlinjer indkapsler hele det musikalske forløb: Vi sletternes sønner har drømme i sind i A-stykket og de vågner og bliver til sange i B-stykket.
Perspektivering
Vi sletternes sønner befinder sig i krydsfeltet mellem folkelig sang og kunstsang. Udtryksfuldheden med modulationerne og den store ambitus giver den et kunstagtigt præg, mens den jævne rytme er meget folkelig. Denne dobbelthed gør også, at sangen, som oprindelig er skrevet til en solist på en scene, sidenhen er blevet brugt til fællessang. Det er en strofisk sang, men Nielsen har alligevel sat musik til to vers af gangen for at kunne udtrykke det, han ville.
Sangens konsekvente rytme kan også findes i andre Nielsen-sange, eksempelvis Min pige er så lys som rav (1920), der ligeledes anvender modulation til paralleltonearten. Det ungdommelige tema og energien er også at finde i senere sange som eksempelvis Farvel min velsignede fødeby (1915). Nielsen selv var over fyrre år, da han skrev Vi sletternes sønner, så den ungdommelige kraft skildres i et vitalistisk tilbageblik.
Carl Nielsen: Min pige er så lys som rav (1920)
Carl Nielsen: Farvel min velsignede fødeby (1915)
2. Tit er jeg glad (1917)
Tit er jeg glad blev udgivet i 1917 i Nielsen og Laubs "En snes danske viser II" - en samling af sange der blev til på grundlag af successen fra bind I. Tit er jeg glad er således komponeret på et tidspunkt, hvor Nielsen for alvor dedikerede sig til sangkomposition. Sangen er sidenhen blevet en af Nielsens oftest indspillede sange, og den har også sin plads i både Højskolesangbogen og Wilhelm Hansen-sangbogen.
Carl Nielsen: Tit er jeg glad (1917)
Form og melodik
Sangen er en strofisk sang, idet alle vers synges på den samme melodi. Sangen står i taktarten 4/4, og tonearten er f-mol. Tempo- og udtryksbetegnelsen er Inderligt, hvilket betyder, at sangen ikke skal udføres hverken for hurtigt eller for voldsomt. Dynamikken er mezzopiano hele vejen igennem.
Hvert vers er otte takter langt, og det kan opdeles i to formled, A og B, der består af to fraser hver. Fraserne er opbygget af to motiver, som begge er en takt lange. Formen, A-B, kan derfor opskrives således:
| A | B | |||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Fraser: | a1 | a2 | b1 | b2 | ||||
| Motiver: | x | y | x' | y' | z | w | z' | w' |
| Metrik: (takter) | 1 | 1 | 1 | 1 | 1 | 1 | 1 | 1 |
Melodien i A-stykket er opbygget af en 8.-delsrytme i x-motivet, som starter lidt forsinket på 1-og, og en opbremsende, punkteret rytme i y-motivet. x-motivet består kun af en enkelt tone, der gentages, mens y-motivet består af en trinvis nedadgående bevægelse med diskrete tonegentagelser:
Melodien fra a1 gentages i a2, men sekvenseret en terts ned. Tilsammen giver disse elementer A-stykket en sukkende og tøvende karakter. Denne karakter forstærkes af, at melodien i A-stykket på intet tidspunkt berører grundtonen (f).
I B-stykket bliver rytmen mere intens, og b1-frasen slår en stor melodisk bue fra grundtonen over oktaven til kvinten. I den næste frase, b2, synes melodien næsten at fortryde det store udsving, og den opadgående bevægelse fra b1 udlignes således i b2. Nielsen skaber første takt i b2 ved at sekvensere første halvdel af z-motivet en kvart op og den sidste halvdel en terts ned:
b2 afsluttes med en rolig nedadgående bevægelse i 4.-dele, der udgøres af w-motivet sekvenseret en sekst ned.
Der forekommer en enkelt skalafremmede tone i verset, i begyndelsen af b2. Her får melodien en uventet varme over sig, idet bevægelsen mellem b, des og g, som havde udgjort en dim-akkord, med indsættelsen af tonen ges i stedet for g udgør en dur-akkord.
Harmonik og akkompagnement
Sangen er funktionsharmonisk. A-stykket (takt 1-4) er en lang kvintskridtsekvens: C7 – Fm – Bbm – Eb – Ab – Db –Gdim – C. Sekvensen føres ikke hele vejen hjem til tonika, Fm, men afsluttes i B-stykket (ved takt 5) i stedet af en skuffende kadence fra dominanten, C, til tonikastedfortræderen, Db:
Tonikaakkorden udskydes til sangens afsluttende kadence, og da sangen ikke indledes af tonika – men af dominanten – er tonearten gennemgående skrøbelig. Denne ustabilitet understreges i B-stykkets midterste takter (takt 6-7), hvor der moduleres mod subdominant-tonearten b-mol - igen ved brug af en skuffende kadence, idet tonikastedfortræderen, Gb, indtræder efter dominanten, F (takt 7). Da Bbm-akkorden indtræder i næstsidste takt (takt 7), leder den samtidig tilbage mod f-mol, da den her fungerer som subdominant i den tonale kadence:
Akkompagnementet udgør en modstemme til den enstemmige melodi i takt 1 og 3. Da melodien er sekvenseret en terts ned i takt 3, er modstemmen sekvenseret op samtidig med, at hornkvinten i akkompagnementet giver en mere åben og lys klang. I resten af sangen er akkompagnementet meget sparsomt med gennemgående 4.-delsbevægelse og fire takter, som kun indledes af en enkelt bastone. Den rolige rytme i akkompagnementet balanceres af de mange kvartkvintforudhold og kvartsekstforudhold, som skal opløses og derved forhindrer, at musikken går i stå.
Udtryksfelt
Teksten er skrevet af B.S. Ingemann i 1812, og der er således mere end hundrede år mellem tekst og musik. Digtet handler om at være ensom, urolig og ulykkeligt forelsket. Dette kommer til udtryk i en uoverensstemmelse mellem, hvordan digtets hovedperson opfører sig, og hvordan han har det indeni. Gennem hele digtet er der modsætningsforhold, eksempelvis Tit er jeg sorrigfuld og må dog le, at ingen skal den bange tåre se.
Musikken understøtter den grundlæggende stemning af uro i teksten, især gennem den ustabile harmonik med modulation og mange kvartkvint- og kvartsekstforudhold. Modsætningsforholdende kommer til udtryk i melodien, som i A er tøvende og i B mere ekspressiv. Desuden har de skuffende kadencer en overraskende effekt, som underbygger tekstens gennemgående vekslen mellem modpoler: Tit er jeg varm, og isner i min varme.
Det bemærkelsesværdige ved forholdet mellem musik og tekst er, at Nielsen ikke har valgt at skrive forskellig musik til hvert vers for at understrege tekstens modsætninger linje for linje. Eksempelvis kunne han have komponeret linjen Tit er jeg glad i dur, og derefter men vil dog gerne græde i mol. I stedet har han søgt at fange digtets stemning i kun otte takters musik. Han har bevidst søgt at sige så meget som muligt med så få toner som muligt.
Perspektivering
Netop denne mådeholdenhed med det musikalske materiale er karakteristisk for Nielsens folkelige sange. Teksten er inderlig og personlig, men har også noget almengyldigt over sig, som giver den et folkeligt præg. Derudover er valget af en gammel tekst af en berømt, dansk forfatter centralt for den fællessangvision, der ligger bag "En snes danske viser", hvorfra sangen stammer. Simpelheden gør den da også velegnet til fællessang, mens det inderlige udtryk også har gjort den til en af de Nielsen sange, som oftest er blevet indspillet af solister.
Temaet om den frustrerende, ulykkelige kærlighed findes også i Genrebillede, som Nielsen satte musik til i 1891. Det er interessant at høre, hvor forskelligt Nielsen har kunnet beskrive denne følelse med sin musik. I kraft af de kriser, som prægede det meste af Nielsens ægteskab, har denne frustration været mere end velkendt for ham. Sammensmeltningen af det inderlige udtryk og den folkelige sang er også til stede i Underlige aftenlufte. Oehlenschlägers tekst til denne sang, som ligeledes er hundrede år ældre end Nielsens musik, forener den personlige hjemlængsel med den almene fædrelandskærlighed. Foreningen af det personlige og det folkelige er et afgørende element i Nielsens sange.
Carl Nielsen: Genrebillede (Op. 6, 1891)
Carl Nielsen: Underlige aftenlufte (1914)
3. Analysevejledning
Analysevejledningen giver med korte stikord et overblik over de musikalske parametre, det kan være relevant at inddrage ved analysen af en Carl Nielsen-sang. Du kan læse mere dybdegående om de enkelte musikalske parametre og analysemetoder i sektionen Analyse.
Karakteristik
- Titel, udgivelsesdato og eventuelt andre faktuelle oplysninger der er relevante i forhold til analysen.
Form
- Sangens struktur, fraser og metrik, herunder inddelingen i formled og formleddenes indplacering i en overordnet formtype.
Melodik
- Melodiens opbygning, funktion og vigtigste (Nielsenske) kendetegn.
Harmonik og akkompagnement
- Musikstykkes akkorder, deres indbyrdes (funktionsanalytiske) forhold og deres forhold til musikstykkets tekst og overordnede karakter. Akkompagnementets forhold til melodien.
Udtryksfelt
- Forholdet mellem musik og tekst, herunder brugen af musikalske virkemidler der understreger sangens tekst og stemning.
Perspektivering
- En begrundet indplacering af sangen som folkelig sang eller kunstsang, samt en indplacering af sangen i Carl Nielsens personlige liv, karriereforløb og/eller sangrepertoire - baseret på analyseresultaterne.
Eksempelanalyse af to udvalgte Carl Nielsen-sange – følg med i de vedlagte noder (ved at klikke på det blå nodeikon), imens du læser analyserne. Nederst findes en kort analysevejledning, du kan bruge til hjælp i forbindelse med egne analyser. De harmoniske analyser tager – ligesom enhver anden analyse bør gøre det – udgangspunkt i Nielsens egne klaverakkompagnementer.
Indhold
1. Vi sletternes sønner (1908)
Vi sletternes sønner er komponeret til Ludvig Holstein-skuespillet Tove, som fik premiere i 1908. Efter premieren blev fire af sangene herfra, som oprindeligt var skrevet for orkester, udgivet i en sang og klaverudgave. Sidenhen er Vi sletternes sønner udgivet i mange versioner, og den findes i dag bl.a. i Højskolesangbogen. Sangen er en af to Nielsen-sange, som er medtaget i den Danske Kulturkanon fra 2006.
Carl Nielsen: Vi sletternes sønner (1908
Form og melodik
Sangen er en strofisk sang, idet alle vers synges på den samme melodi. Hvert vers består af et A- og et B-stykke på hver otte takter (indledt af en kort klaver-intro). A- og B-stykket er oprindeligt to selvstændige tekstvers, men Nielsen har valgt at sætte musik til to tekstvers af gangen. Både A- og B-stykket er delt ind i to dele, der hver er bygget op af to fraser af to takters længde. Formen, A-B, kan derfor opskrives således:
| Intro | A | B | |||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Struktur: | a | a' | b | c | |||||
| Fraser: | a1 | a2 | a1 | a2 | b1 | b2 | c1 | c2 | |
| Metrik: (takter) | 2 | 2 | 2 | 2 | 2 | 2 | 2 | 2 | 2 |
Sangen står i taktarten 4/4, og hovedtonearten er - med et fast kryds og med slutakkorden G - netop g-dur. Tempoet er allegretto moderato, hvilket kan oversættes til "jævnt hurtigt". Rytmen er præget af en vekslen mellem to 8.-delsnoder og en 4.-delsnode, hvilket giver sangen et jævnt, travende præg. Den ensartede rytme binder A- og B-stykket, som melodisk set er ganske forskellige, sammen.
I A-stykket gentages fraserne a1-a2 to gange, men akkompagnementet er ændret ved anden gennemspilning. Melodien i a1 arbejder sig stille og roligt opad med en trinvis bevægelse og modsvares af en nedadgående bevægelse i a2. Bevægelsen i a2 består af tre gentagelser af tonerne h-a-g:
B-stykket er anderledes udtryksfuldt og begynder i et lysere register. I den første frase, b1, bevæger melodien sig helt op på den (Nielsenske) lille septim og går herfra nedad i en trinvis bevægelse gennem g-molskalaen:
I c1 er melodien tilbage i g-dur. De mange spring i c1 og den fremmede toneart i b1 og b2 modsvares i c2 af et trinvist løb fra oktaven ned til grundtone. Samtidig modsvares den dybtliggende og rolige melodi i hele A-stykket af oktavspringet og den store ambitus i c2.
Det rolige udtryk i A og det ekspressive i B er helt igennem understøttet og forstærket af dynamikken: piano i A og forte i B. Undtagelsen er c1, hvor der skrues ned til pianissimo, hvilket giver den springende melodi et mere tøvende udtryk, inden den afsluttende frase igen er i forte.
Udtryksfelt
Teksten er skrevet af Ludvig Holstein, som er samtidig med Nielsen. Digtet hedder Sjælland og er udgivet i samlingen Digte i 1903. Temaet er ungdom, drømme og forår. Det har et folkeligt skær med sine mange naturbilleder, for eksempel De brister af længsel en dag i april som krokus og blå hyacinter. Allerede med åbningslinjen er menneske og natur forbundet: Vi sletternes sønner.
Det folkelige bliver slået helt fast med verset om folkevisehelten Hr. Oluf. Han bliver her brugt som et symbol på den ungdom, som resten af digtet også omhandler, og sammensætningen af disse forskellige billeder er et symbolistisk træk. Desuden er teksten gennemsyret af livskraft, hvilket er i den positive vitalismes ånd.
Nielsens musik understøtter helt igennem tekstens indhold. Den overordnede stemning i musikken er præget af energi, der udløses. Melodilinjen, som først for alvor folder sig ud i B-stykket, har gennem den standhaftige rytmefigur hele tiden energien liggende i sig. Man kan sige, at de første to tekstlinjer indkapsler hele det musikalske forløb: Vi sletternes sønner har drømme i sind i A-stykket og de vågner og bliver til sange i B-stykket.
Hvis man holder sig til første vers af sangen, synes hver frase også at hænge sammen med sin tekst. Teksten i A er præget af mere rolige billeder, med drømmene der vågner, inden de i B-stykket brister af længsel og bryder igennem sammen med den ekspressive melodi. Går man tættere på endnu, kan man se, at en opadgående frase følger linjen De stiger af sommernattågernes spind, mens det nedadgående motiv i den næste frase kan symbolisere lærkernes vingeslag.
Perspektivering
Vi sletternes sønner befinder sig i krydsfeltet mellem folkelig sang og kunstsang. Udtryksfuldheden med den store ambitus giver den et kunstagtigt præg, mens den jævne rytme er meget folkelig. Denne dobbelthed gør også, at sangen, som oprindelig er skrevet til en solist på en scene, sidenhen er blevet brugt til fællessang. Det er en strofisk sang, men Nielsen har alligevel sat musik til to vers af gangen for at kunne udtrykke det, han ville.
Sangens konsekvente rytme kan også findes i andre Nielsen-sange, eksempelvis Min pige er så lys som rav (1920), der ligeledes anvender modulation til paralleltonearten. Det ungdommelige tema og energien er også at finde i senere sange som eksempelvis Farvel min velsignede fødeby (1915). Nielsen selv var over fyrre år, da han skrev Vi sletternes sønner, så den ungdommelige kraft skildres i et vitalistisk tilbageblik.
Carl Nielsen: Min pige er så lys som rav (1920)
Carl Nielsen: Farvel min velsignede fødeby (1915)
2. Tit er jeg glad (1917)
Tit er jeg glad blev udgivet i 1917 i Nielsen og Laubs "En snes danske viser II" - en samling af sange der blev til på grundlag af successen fra bind I. Tit er jeg glad er således komponeret på et tidspunkt, hvor Nielsen for alvor dedikerede sig til sangkomposition. Sangen er sidenhen blevet en af Nielsens oftest indspillede sange, og den har også sin plads i både Højskolesangbogen og Wilhelm Hansen-sangbogen.
Carl Nielsen: Tit er jeg glad (1917)
Form og melodik
Sangen er en strofisk sang, idet alle vers synges på den samme melodi. Sangen står i taktarten 4/4, og tonearten er - med fire faste b'er og med slutakkorden f-mol - netop f-mol. Tempo- og udtryksbetegnelsen er Inderligt, hvilket betyder, at sangen ikke skal udføres hverken for hurtigt eller for voldsomt. Dynamikken er mezzopiano hele vejen igennem.
Hvert vers er otte takter langt, og det kan opdeles i to formled, A og B, der består af to fraser hver. Fraserne er opbygget af to motiver, som begge er en takt lange. Formen, A-B, kan derfor opskrives således:
| A | B | |||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Fraser: | a1 | a2 | b1 | b2 | ||||
| Motiver: | x | y | x' | y' | z | w | z' | w' |
| Metrik: (takter) | 1 | 1 | 1 | 1 | 1 | 1 | 1 | 1 |
Melodien i A-stykket er opbygget af en 8.-delsrytme i x-motivet, som starter lidt forsinket på 1-og, og en opbremsende, punkteret rytme i y-motivet. x-motivet består kun af en enkelt tone, der gentages, mens y-motivet består af en trinvis nedadgående bevægelse med diskrete tonegentagelser:
Melodien fra a1 gentages i a2, men i et dybere toneleje. Tilsammen giver disse elementer A-stykket en sukkende og tøvende karakter. Denne karakter forstærkes af, at melodien i A-stykket på intet tidspunkt berører grundtonen (f).
I B-stykket bliver rytmen mere intens, og b1-frasen slår en stor melodisk bue fra grundtonen over oktaven til kvinten. I den næste frase, b2, synes melodien næsten at fortryde det store udsving, og den opadgående bevægelse fra b1 udlignes således i b2:
b2 afsluttes med en rolig nedadgående bevægelse i 4.-dele, afsluttende med en halvnode.
Der forekommer en enkelt skalafremmede tone i verset, i begyndelsen af b2 (tonen ges).
Udtryksfelt
Teksten er skrevet af B.S. Ingemann i 1812, og der er således mere end hundrede år mellem tekst og musik. Digtet handler om at være ensom, urolig og ulykkeligt forelsket. Dette kommer til udtryk i en uoverensstemmelse mellem, hvordan digtets hovedperson opfører sig, og hvordan han har det indeni. Gennem hele digtet er der modsætningsforhold, eksempelvis Tit er jeg sorrigfuld og må dog le, at ingen skal den bange tåre se.
Musikken understøtter den grundlæggende stemning af uro i teksten. Modsætningsforholdende kommer til udtryk i melodien, som i A er tøvende og i B mere ekspressiv. Det bemærkelsesværdige ved forholdet mellem musik og tekst er, at Nielsen ikke har valgt at skrive forskellig musik til hvert vers for at understrege tekstens modsætninger linje for linje. Eksempelvis kunne han have komponeret linjen Tit er jeg glad i dur, og derefter men vil dog gerne græde i mol. I stedet har han søgt at fange digtets stemning i kun otte takters musik. Han har bevidst søgt at sige så meget som muligt med så få toner som muligt.
Perspektivering
Teksten er inderlig og personlig, men har også noget almengyldigt over sig, som giver den et folkeligt præg. Derudover er valget af en gammel tekst af en berømt, dansk forfatter centralt for den fællessangvision, der ligger bag "En snes danske viser", hvorfra sangen stammer. Simpelheden gør den da også velegnet til fællessang, mens det inderlige udtryk også har gjort den til en af de Nielsen sange, som oftest er blevet indspillet af solister.
Temaet om den frustrerende, ulykkelige kærlighed findes også i Genrebillede, som Nielsen satte musik til i 1891. Det er interessant at høre, hvor forskelligt Nielsen har kunnet beskrive denne følelse med sin musik. I kraft af de kriser, som prægede det meste af Nielsens ægteskab, har denne frustration været mere end velkendt for ham. Sammensmeltningen af det inderlige udtryk og den folkelige sang er også til stede i Underlige aftenlufte. Oehlenschlägers tekst til denne sang, som ligeledes er hundrede år ældre end Nielsens musik, forener den personlige hjemlængsel med den almene fædrelandskærlighed. Foreningen af det personlige og det folkelige er et afgørende element i Nielsens sange.
Carl Nielsen: Genrebillede (Op. 6, 1891)
Carl Nielsen: Underlige aftenlufte (1914)
3. Analysevejledning
Analysevejledningen giver med korte stikord et overblik over de musikalske parametre, det kan være relevant at inddrage ved analysen af en Carl Nielsen-sang. Du kan læse mere dybdegående om de enkelte musikalske parametre og analysemetoder i sektionen Analyse.
Karakteristik
- Titel, udgivelsesdato og eventuelt andre faktuelle oplysninger der er relevante i forhold til analysen.
- Sangens struktur, fraser og metrik, herunder inddelingen i formled og formleddenes indplacering i en overordnet formtype.
Melodik
- Melodiens opbygning, funktion og vigtigste (Nielsenske) kendetegn.
Udtryksfelt
- Forholdet mellem musik og tekst, herunder brugen af musikalske virkemidler der understreger sangens tekst og stemning.
Perspektivering
- En begrundet indplacering af sangen som folkelig sang eller kunstsang, samt en indplacering af sangen i Carl Nielsens personlige liv, karriereforløb og/eller sangrepertoire - baseret på analyseresultaterne.