Solmisation

Solmisation (også kaldet solfège) er et musikpædagogisk redskab, hvor man knytter en sangbar stavelse og et håndtegn til hver tone i en given toneart. Solmisation bruges primært i forbindelse med træning af hørelære og prima vista-sang.

1. Formål

Formålet med solmisation er at styrke den tonale fornemmelse og forståelse og derigennem styrke evnen til at udfolde sig musikalsk. Ved at knytte en sangbar stavelse til hver tone i en toneart, får tonerne en særlig klang og karakter, og derved kan man nemmere memorere tonernes sammenhæng i forhold til hinanden og i forhold til toneartens grundtone.

Håndtegnene visualiserer tonerne og deres tonehøjde, og de kan derved styrke den visuelle hukommelse og bruges til direktion. Koncentrationen styrkes, når eleverne synger efter lærerens håndtegn, fordi al opmærksomhed er rettet mod læreren.

Helt konkret kan solmisation styrke evnen til at:

• synge prima vista
• forbinde noder med toner (auditiv forestillingsevne)
• genkende melodiske og harmoniske mønstre (musikalsk overblik)
• memorere et musikalsk forløb (korttidshukommelse)
• aflytte musik og nedskrive det på noder (transskription)
• synge og spille rent (intonation).

2. Målgruppe

Solmisation kan anvendes som hjælperedskab af alle, der beskæftiger sig med hørelære og prima vista-sang. På flere uddannelser - herunder blandt andet på nogle musikskoler, universiteter og konservatorier - indgår solmisation som en del af den praktiske musikundervisning. Håndtegnene er primært anvendelige for undervisere og korledere, der arbejder med direktion.

3. Stavelser

Der findes tre forskellige solmisations-metoder. Stavelserne er de samme i alle metoder, men måden man anvender stavelserne på er forskellig fra metode til metode:

Absolut solmisation

I absolut solmisation benævnes tonerne med de samme stavelser uanset tonearten (det svarer altså til at have faste tonenavne). Stamtonerne benævnes altid do, re, mi, fa, so, la og ti:

Stamtonernes kryds-afledninger benævnes di, ri, mo, fi, si, li og to:

Stamtonernes b-afledninger benævnes de, ra, me, fe, se, le og te (hvor e udtales som æ):

Absolut solmisation er velegnet til personer med absolut gehør, fordi tonerne altid har de samme stavelser, og fordi det derved er muligt at forbinde en specifik tonehøjde med en specifik stavelse. For andre målgrupper er absolut solmisation ikke en anvendelig metode.

Relativ solmisation

I relativ solmisation benævnes durtonearternes syv toner do, re, mi, fa, so, la og ti:

Stavelserne knytter sig til trin i tonearterne og ikke til bestemte toner. Stavelserne er således de samme i alle durtonearter, hvilket vil sige, at tonearternes grundtone altid benævnes do. Tonernes afledninger benævnes med de samme stavelser som i absolut solmisation.

I moltonearter benævnes tonerne med udgangspunkt i de parallelle durtonearter. Man bruger således de samme stavelser som i dur, men man starter blot på sjette trin (la) i stedet for på første trin (do):

Relativ solmisation er en nem metode at gå til, fordi man bruger de samme stavelser, uanset om en sang er i dur eller mol (man synger blot alle sange, som om de er i dur). En anden fordel ved metoden er, at halvtonetrinnene altid er placeret mellem mi-fa og ti-do.

Tonika-do solmisation

I tonika-do solmisation benævnes durtonearternes syv toner do, re, mi, fa, so, la og ti:

Stavelserne knytter sig til trin i tonearterne og ikke til bestemte toner. Der er således ingen forskel på tonika-do solmisation og relativ solmisation i durtonearter.

Forskellen ligger i moltonearterne, hvor man i tonika-do solmisation benævner grundtonen do og det sænkede tredje, sjette og syvende trin henholdsvis me, le og te (hvor e udtales som æ):

Tonika-do solmisation giver en god tonalitets-forståelse, fordi man konsekvent navngiver skalatrin med de samme stavelser. Grundtonen i en toneart benævnes altid do. Til gengæld er metoden lidt kompliceret, fordi stavelserne afhænger af, om en sang er i dur eller i mol.

4. Håndtegn

Til hver solmisationsstavelse knytter sig et håndtegn. Håndtegnene er som følger:

Nederste do angives i navlehøjde, og øverste do angives i øjenhøjde. De øvrige håndtegn angives midtimellem med lige lang afstand mellem hvert håndtegn. På den måde kan man fysisk vise tonehøjden ved hjælp af håndtegnene.

De fleste foretrækker at vise håndtegn med én hånd. Hvis man dirigerer en stor gruppe sangere, kan man dog med fordel vise håndtegn med begge hænder og således forbedre synligheden. Trænede dirigenter kan dirigere tostemmigt ved brug af forskellige håndtegn i hver hånd.

Tonegentagelser vises med en kort, vandret håndbevægelse tilbage og frem. Tonelængden vises som varigheden af hvert håndtegn. Ophold (vejrtrækningspauser) vises ikke med håndtegnene, men ved at dirigenten selv trækker vejret.

Bemærk, at man ikke anvender håndtegn for hævet ti og mi, fordi tonerne er identiske med henholdsvis do og fa. Tilsvarende anvender man ikke håndtegn for sænket do og fa, fordi tonerne er identiske med henholdsvis ti og mi.

Solmisation er et musikpædagogisk redskab, hvor man knytter en sangbar stavelse og et håndtegn til hver tone i en given toneart. Solmisation bruges primært i forbindelse med træning af hørelære og prima vista-sang.

1. Formål

Formålet med solmisation er at styrke den tonale fornemmelse og forståelse og derigennem styrke evnen til at udfolde sig musikalsk. Helt konkret kan solmisation styrke evnen til at:

• synge prima vista
• forbinde noder med toner
• genkende melodiske og harmoniske mønstre
• memorere et musikalsk forløb
• aflytte musik og nedskrive det på noder
• synge og spille rent.

2. Målgruppe

Solmisation kan anvendes som hjælperedskab af alle, der beskæftiger sig med hørelære og prima vista-sang. På flere uddannelser - herunder blandt andet på nogle musikskoler, universiteter og konservatorier - indgår solmisation som en del af den praktiske musikundervisning. Håndtegnene er primært anvendelige for undervisere og korledere, der arbejder med direktion.

3. Stavelser

Der findes tre forskellige solmisations-metoder. De to mest almindelige metoder er:

Relativ solmisation

I relativ solmisation benævnes durtonearternes syv toner do, re, mi, fa, so, la og ti:

Stavelserne knytter sig til trin i tonearterne og ikke til bestemte toner. Stavelserne er således de samme i alle durtonearter, hvilket vil sige, at tonearternes grundtone altid benævnes do.

I moltonearter bruger man de samme stavelser som i de parallelle durtonearter, men man starter på sjette trin (la) i stedet for på første trin (do):

Relativ solmisation er en nem metode at gå til, fordi man bruger de samme stavelser, uanset om en sang er i dur eller mol (man synger blot alle sange, som om de er i dur). En anden fordel ved metoden er, at halvtonetrinnene altid er placeret mellem mi-fa og ti-do.

Tonika-do solmisation

I tonika-do solmisation benævnes durtonearternes syv toner do, re, mi, fa, so, la og ti:

Stavelserne knytter sig til trin i tonearterne og ikke til bestemte toner. Der er således ingen forskel på tonika-do solmisation og relativ solmisation i durtonearter.

Forskellen ligger i moltonearterne, hvor man i tonika-do solmisation benævner grundtonen do og det sænkede tredje, sjette og syvende trin henholdsvis me, le og te (hvor e udtales som æ):

Tonika-do solmisation giver en god tonalitets-forståelse, fordi man konsekvent navngiver skalatrin med de samme stavelser. Grundtonen i en toneart benævnes altid do. Til gengæld er metoden lidt kompliceret, fordi stavelserne afhænger af, om en sang er i dur eller i mol.

4. Håndtegn

Til hver solmisationsstavelse knytter sig et håndtegn. Håndtegnene er som følger:

Nederste do angives i navlehøjde, og øverste do angives i øjenhøjde. De øvrige håndtegn angives midtimellem med lige lang afstand mellem hvert håndtegn. På den måde kan man fysisk vise tonehøjden ved hjælp af håndtegnene.