Kilderne til den grønlandske musikhistorie strækker sig tilbage til de tidligste fund af rammetrommen, der kan dateres over 4.000 år tilbage. De litterære kulturer fra syd og øst, som har besøgt eller bosat sig i Grønland igennem tiderne, har givet os skriftlige skildringer af livet og mødet med de eskimoiske kulturer fra omkring år 1.000. Grønlænderne er også selv medforfattere til historien, dels gennem den omfattende forskning i grønlandsk kultur og natur på Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og dels gennem den store kulturproduktion, der efterhånden har et par hundrede år på bagen.
Indhold
1. Qilaat – den grønlandske rammetromme
Qilaat (rammetrommen) er det traditionelle instrument, som oftest forbindes med "ægte" grønlandsk musik. Den bliver brugt som akkompagnement til trommesange – inngerutit. I tiden før de eskimoiske folkeslag i Grønland havde jævnlig kontakt med folkeslag sydfra, var rammetrommen formegentlig det eneste musikinstrument, der fandtes i Grønland. Her kan den til gengæld dateres 4.000 år tilbage i tiden og formodes at være indført i forbindelse med de folkevandringer fra Sibirien østover Alaska og Canada til Grønland, som danner baggrund for de cirkumpolare inuit-fællesskab i Arktis i dag.
Mand med rammetromme i Kulusuk, Østgrønland. Fotograf: Ville Miettinen, 2006.
Rammetrommen varierer i design og traditionel brug mellem regionerne i Grønland, ligesom de øvrige inuit-regioner i Canada, Alaska og Rusland har deres regionale traditioner for både fremstilling og håndtering af rammetrommer. Grundlæggende består trommen af en ramme af ben eller træ påsat et kort håndtag, hvorpå der er udspændt et trommeskind. I Grønland er skindet normalt lavet af indvolde eller skind fra sæl eller bjørn, men forhåndenværende materialer er blevet anvendt. Man spiller på trommen ved at slå på rammen med en trommestik, hvorved den diskante lyd fra slaget resonerer i trommeskindet:
Trommesang fra Østgrønland (Kulusuk, 2011)
Rammetrommen har traditionelt haft både underholdende, religiøs og social betydning i Grønland. Før kristendommens indtog indgik rammetrommen i shamanistiske ritualer udført af den grønlandske åndemaner kaldet angakkoq. Socialt var den på forskellig vis et vigtigt instrument i konflikthåndtering. Ved at digte og fremsynge skæmteviser om hinanden, skabte rammetrommen et rum, hvor det var muligt at ytre sig om uoverensstemmelser i de små nomadiske grupperinger, som udgjorde hverdagssamfundet før befolkningen blev fastboende i byer og bygder. Dette fænomen var yderligere institutionaliseret i sangkampen, som dog var forbeholdt mænd og kendes bedst fra Østgrønland, hvor koloniseringen først fandt sted i slutningen af 1900-tallet, knap 200 år senere end i Vestgrønland.
Sangkampen gjorde det muligt relativt fredeligt at håndtere konflikter, som ellers kunne resultere i vold og mord. En sangkamp kunne dog også afholdes for underholdningens skyld alene. Når en forurettet mand udfordrede en anden mand til sangkamp, foreskrev tradition og tro, at disse to ikke måtte slå hinanden ihjel men skulle gennemføre sangkampen. Sangkampen blev afholdt ved, at begge parter mødte op på et aftalt sted med deres familie bag sig, hvorefter hver mand, akkompagneret af sin rammetromme, havde mulighed for at fremsynge sine anklager og latterliggøre modparten.
Figur i fedtsten, der portrætterer en sangkamp. Fedtsten har været anvendt i Grønland i århundreder, først til redskaber og senere til kunstneriske skærearbejder.
Det var tilladt i nogen grad at udøve vold på modparten ved at skubbe og nikke til denne. Den mand, som mest overbevisende fik latterliggjort modparten, havde vundet sangkampen. Sangkampen førte i nogle tilfælde til, at den ydmygede part fraflyttede bopladsen, men oftest var det svært at udnævne en egentlig vinder, da begge parter havde taget eget publikum med i form af deres familier. Sangkampens primære formål var altså at få renset luften mellem stridende parter, så en mere harmonisk stemning i fællesskabet kunne genoprettes.
I polarforsker Knuds Rasmussens iscenesatte etnografiske film Palos Brudefærd fra 1934 i Østgrønland optræder en sangkamp mellem to mænd, der strides om kvinden Navarana. Utypisk for de gængse beskrivelser af en sangkamps forløb, trækker den ene part kniv mod den anden og overtræder dermed sangkampens regler, til publikums store forfærdelse:
Knuds Rasmussen: Palos Brudefærd (Palladium, 1934)
2. Kalattuut – grønlandsk folkedans
Den grønlandske folkedans kalattuut, der betyder "på grønlandsk manér", er et velbeskrevet eksempel på, hvordan kulturmøder har skabt nye kulturelle udtryk i Grønland, der er blevet en del af den traditionelle kultur. Dansene bliver ofte omtalt som "hvalfangerdanse" eller "grønlandsk polka", hvilket hænger sammen med kalattuuts historie og genremæssige udtryk som resultat af kontakt mellem Grønlands inuit-befolkning og sømænd fra Europas kystområder. Men kulturmødet mellem syd og nord er langt ældre end kalattuut.
Den første bølge af indvandring til Grønland fra syd fandt sted fra slutningen af 900-tallet, hvor en gruppe vikinger, som i dag er kendt som nordboerne, bosatte sig i Syd- og Vestgrønland, der på dette tidspunkt var ubefolket. Nordboerne var bønder og katolikker og byggede en række spredte gårde med tilhørende marker og kirker. Grønland fik i den forbindelse sit eget bispesæde under den katolske kirke, som havde centrum i Rom i det meste af perioden. Med nordboernes tilstedeværelse i Grønland var der jævnlig skibskontakt fra Syd- og Vestgrønland til Bergen i Norge frem til midten af 1400-tallet, hvor nordboerne forsvandt fra Grønland igen.
Hvalsey Kirke er ruinen af en gammel nordbokirke i Sydgrønland. Kirken er opført omkring år 1300 og er den bedst bevarede bygning fra nordboerperioden.
Cirka 100 år efter nordboernes indvandring til Grønland fra sydøst fandt endnu en indvandring sted i Thule, hvor den korte afstand mellem Grønland og Ellesmere Island skabte en indvandringsbro for folk fra Nordamerika. Fra Thule vandrede de forskellige folkeslag ud i resten af Grønland. Med tiden kom disse to folkeslag – inuitterne i Nordgrønland og nordboerne i Syd- og Vestgrønland – i kontakt med hinanden.
Der findes kilder og sagn om både krige og samkvem mellem de to befolkningsgrupper, men nordboernes 500 års tilstedeværelse i Grønland betyder, at inuit-befolkningen i Syd- og Vestgrønland i denne periode stiftede bekendtskab med europæisk middelalderkultur, og at der historisk set har været regelmæssig kontakt mellem Norden og Grønland i henimod 1.000 år. Dog formegentlig med et afbræk på godt 100 år.
Fra slutningen af 1500 tallet begyndte skibe fra Europa igen at lægge regelmæssigt til ved den grønlandske vestkyst. Der var primært tale om hvalfangerskibe fra de byer og nationer i Europa, som drev hvalfangst, men også ekspeditionsskibe fra England og Danmark kom forbi Vestgrønland. Skibene medbragte indimellem musikinstrumenter og musikanter, så der kunne spilles op til dans, når der blev handlet mellem europæere og grønlændere.
Det var dog ikke alle møder, der foregik i så jovial en stemning. En del af de tidlige ekspeditioner bortførte grønlændere for at bringe dem til udstilling i Europa, hvilket var medvirkende årsag til, at forholdet mellem europæerne og grønlænderne i nogle tilfælde var konfliktfyldt. De fleste af disse bortførte grønlændere led nemlig en krank skæbne og døde af sygdomme på rejsen mod syd eller efter kort tid i europæiske storbyer.
Billede fra Koloniudstillingen i Tivoli i 1905. Emma Gad, der deltog i planlægningen af udstilligen, udtalte at, "...vi faar fra Vestindien en Negerfamilie, der i en original Hytte vil flette Straamaatter og drive deres øvrige daglige Syssel, vi vil fylde op med Færinger og Islændere og lade Grønlænderne tumle sig i deres Kajakker paa en lille Sø..." (Politiken, 26. november 1904).
Den type folkedanse, som siges at danne baggrund for kalattuut, og som blev bragt til Grønland med ekspeditionsskibe og hvalfangere omkring år 1600, var formentlig af typen reel og jig. Det er dog pardansen polka, som kalattuut forbindes med i dag. Selve etableringen af en grønlandsk version af folkedansene og et tilhørende repertoire fandt formegentlig også først sted meget senere og under indflydelse fra den dansk-norske kolonisering af Grønland fra 1721. Kalattuut kan sammenlignes i stil og repertoire med folkedanse i Norden og Storbritannien, men er kendetegnet ved at være hurtigere end de beslægtede danse, og inkluderer desuden nogle glide-trin, som menes at stamme fra trommedansen.
Prøv selv at sammenligne følgende optagelse fra Danmark af en dans til melodien Den toppede høne med denne optagelse af en instruktions-session i den grønlanske folkedans kalattuut. Overvej hvilke forskelle og ligheder, der er mellem de to klip:
Den toppede høne (Dansk Folkemindesamling)
Instruktions-session i den grønlanske folkedans kalattuut
Selve musikken, der spilles til dansende i dag, fremføres på forhåndenværende instrumenter som guitarer og keyboards, men har tidligere primært været spillet på violiner, harmonikaer og trædeorgler, som det også gør sig gældende for de beslægtede danse fra Europa.
Kalattuut er i dag en danse- og musikgenre, som benyttes både uformelt, eksempelvis til dansemik i forsamlingshusene, og fremvises til højtideligheder og officielle arrangementer, hvor danserne optræder i nationaldragt. Man kan gå til kalattuut som fritidsbeskæftigelse, og til gymnasiernes gallafester bliver der danset både lancier og kalattuut.
3. Kor- og salmesang
Religiøs og national vokalmusik er i Grønland opstået på samme måde som kalattuut, hvor en udefrakommende musiktradition bliver indarbejdet og omarbejdet i en ny kontekst, som med tiden tager ejerskab over den lokale eller nationale version af traditionen. Denne proces betegnes som tilegnelse eller appropriation. Hvor kalattuut er opstået i løse og uformelle rammer som en folkelig praksis knyttet til festlighed, har den vokale musik i Grønland haft udgangspunkt i en langt mere formelt struktureret institution, nemlig kirken og missionen.
I 1721 ankom den norske missionær Hans Egede til Håbets Ø, som ligger ud for Grønlands nuværende hovedstad, Nuuk. Med Hans Egedes ankomst var den dansk-norske kolonisering af Grønland skudt i gang, omend den fulde kolonisering af øen først blev officiel for alle beboede egne af Grønland 300 år senere i år 1921, efter at der var blevet oprettet handels- og missionsstationer i Øst- og Nordgrønland. Koloniseringen af hele Grønland var altså en meget langvarig proces, hvilket stadigvæk er mærkbart i landets regionale forskelle i dag.
Hans Egedes mission var støttet af Frederik 4., som var konge af det daværende Danmark-Norge, og missionen var officielt et religiøst projekt rettet mod nordboerne, som man mistænkte stadigvæk opholdte sig i Grønland, selvom kontakten til dem ikke var blevet opretholdt. Nordboerne havde været katolikker, men det dansk-norske rige var i mellemtiden overgået til protestantismen med reformationen i 1536. Hans Egedes opgave var derfor at finde, hvad der måtte være tilbage af nordboerne og omvende dem til protestantismen.
Hans Egede missionerer blandt grønlandske fangere. Fra Danmarks historie i billeder (1898).
Der var samtidigt et statsligt ønske om at genvinde kontrollen over det tabte område mod nord, som på dette tidspunkt var økonomisk interessant på grund af mulighederne for hvalfangst i havet ud for Vestgrønland. Hvaltran, som blev udvundet fra de store hvalers spæk, var nemlig blevet en kostbar vare i Europa, da tranen blev brugt til gadebelysning i storbyerne, og hvalbarder indgik desuden i europæisk mode til afstivning af kjoler. Ydermere var der et håb om, at der kunne udvindes ædelmetaller af de grønlandske fjelde.
Det var ikke nordboerne, Hans Egede mødte, da han ankom til Grønland, men inuit-befolkningen, der blev benævnt som "skrællinger" i kilder fra nordboernes tid. Hans Egede var dog af den opfattelse, at det folk, han mødte, var en etnisk blanding af nordboere og inuitter, hvilket den genetiske videnskab for nylig har afvist, omend 25 % af den grønlandske genpulje i dag stammer fra Europa.
Efter sin ankomst gik Hans Egede ihærdigt i gang med at forsøge at afklare nordboernes skæbne, samtidig med at han påbegyndte omvending af den grønlandske inuit-befolkning til protestantisk kristendom. Sidstnævnte projekt kom til at optage Egede i hans 15 år i Grønland, hvorefter han overlod arbejdet til sine sønner, da han selv rejste til Danmark. I Danmark blev han senere udnævnt til biskop over Grønland.
Missionen og koloniseringen af Grønland blev ikke prioriteret højt i det dansk-norske kongerige og blev gennemført mere som et resultat af Hans Egedes stædighed end af statslig støtte. Der blev dog i 1733 udsendt en støttemission til kolonien Godthåb (Nuuk), som Hans Egede havde grundlagt i 1728. Denne mission bestod af Herrnhuter, en brødremission der udgør en speciel gren af protestantismen. Herrnhuterne endte med at fungere mere som en konkurrerende mission til Hans Egedes protestantisme end en egentlig hjælp. I år 1900, efter et fald størrelsen på Herrnhuternes menighed, forlod de Grønland igen. Ikke desto mindre er det mødet mellem disse to missioner, der danner baggrund for den særegne grønlandske kor- og salmesangtradition, der fortsat er både kendt og elsket i og udenfor Grønland.
Hans Egede og Herrnhuterne havde den ting tilfælles, at de som protestanter anså det nødvendigt at forkynde den kristne tro på grønlændernes modersmål, modsat katolikkerne der benyttede latin som kirksprog. Det var således Herrnhuten Samuel Kleinschmidt (1814-1886), der udarbejdede en almen grønlandsk retskrivning, som gjorde sig gældende flere hundrede år frem. Missionærernes modersmålstilgang gjaldt også for salmesangen. En stor del af den grønlandske kor- og salmesang er derfor oversættelser af europæiske salmer.
Hør eksempelvis mandskoret Qissiat fra Nuuk under ledelse at Titken A. Jakobsen synge Pigaara ilunni assit, som er en grønlandsk version af Sophie Dedekams Naar Solen Ganger til Hvile. Den grønlandske version er i 4/4-takt modsat den oprindelige i 6/8-takt. Tekstforfatteren til den grønlandske version er ukendt:
Qissiat: Pigaara ilunni assit (2010)
Fra midten af 1800-tallet begyndte grønlandske komponister at komponere en mængde salmer og nationale sange. Kateket og lærer ved Grønlands seminarium Rasmus Berthelsen var den første blandt disse grønlandske komponister. Han komponerede i 1850'erne den mest kendte og elskede julesalme i Grønland i dag Guuterput Qutsinnermiu ("Vor Gud i himlen"). Berthelsen blev dog ikke anerkendt for sin musikalske produktion af hovedparten af hans europæiske kollegaer ved seminaret, hvor han arbejdede. De udtrykte gerne skepsis omkring hans virke som komponist. Men i 1877 lykkedes det Rasmus Berthelsen at få trykt 62 "nye" salmer, hvoraf de 50 var hans egne kompositioner.
Rasmus Berthelsen. Ukendt årstal.
I dag findes der et væsentligt repertoire af grønlandske salmer og nationale sange, komponeret af kendte grønlandske komponister som Henrik Lund, Frederik Nielsen, Pavia Petersen, Villads Villadsen, Jonathan Petersen og Kristen Poulsen med flere. Navnene lyder umiskendeligt danske, og det er de også, for under missionen fik grønlændere kristne navne. De havde dog ofte grønlandiserede kælenavne. Under grønlandiseringen vandt grønlandske navne igen frem.
Når de mest kendte og elskede af disse grønlandske salmer og nationale sange synges, opstår der ofte en form for spontan flerstemmighed, som bunder i en udbredt sang- og korglæde i Grønland. Rigtig mange mennesker kender derfor sangene flerstemmigt eller improviserer flerstemmighed ud fra deres eget toneleje.
Mange af disse sange og salmer synges desuden på en særlig måde, som kendetegner meget korsang i Grønland. Rasmus Berthelsens julesalme Guuterput Qutsinnermiu inkarnerer mest tydeligt denne sangstil, som betegnes med ordet inuttooq. Inuttoq henviser til den specielle måde, hvorpå mange grønlandske korsange og salmer synges langsomt, messende flerstemmigt og uden tonespring. Man glider altså rundt mellem tonerne, uden at forsøge at ramme lige på tonen ved ansatsen, som i gængs klassisk sangteknik:
Aavaat: Guuterput Qutsinnermiu
Dertil kan tilføjes, at der er en ret høj grad af tolerance for intonering i inuttooq-stilen, hvilket også er nødvendigt, når der glides rundt mellem salmens toner i langsomt tempo. Resultatet er en meget følelsesladet og karakteristisk sangstil, som har været med til at gøre grønlandsk kor- og salmesang til et vigtigt element i den nationale kultur og et verdenskendt musikalsk fænomen. Hver by i Grønland har et eller flere kor, som optræder både i og uden for landet, ofte i fuld nationaldragt og med det grønlandske kor-repertoire i sanghæfterne.
Grønlandsk kor- og salmesang var den første musiktradition i Grønland, hvor der med tiden blev gjort brug af nodeskrivning fra klassisk europæisk musiktradition. De andre traditioner – kalattuut, trommesang og dans – var baseret på mundtlig overlevering imellem udøvere.
4. Kolonisering og industrialisering
Indførelsen af nodelæsning og -skrivning, som dog i dag er en sjælden færdighed hos musikudøvere i Grønland, var et resultat af oprettelsen af et uddannelsessystem i landet, der var tæt knyttet til missionen og koloniseringen af Grønland. De, som kunne læse og skrive noder, fik gennem denne teknik adgang til musikværker på tværs af tid og sted, men for den brede befolkning var musik stadigvæk noget, man oplevede gennem det direkte møde med mennesker, som spillede og sang. Det ændrede sig dog med musikhistoriens næste nybrud, der blev båret frem af teknologiske landevindinger som vinylplader, båndoptagere og radio. Men inden vi når dertil, er der en hel kolonihistorie, der skal indhentes.
Med Hans Egede og Herrnhuterne fulgte en række kombinerede missions- og handelsstationer i Vestgrønland. Stationerne var administreret fra København. Efter Kielerfreden i 1814, hvor Danmark måtte afstå Norge som afslutning på Napoleonskrigene, blev Grønland givet til Danmark sammen med de øvrige nordatlantiske besiddelser Island og Færøerne. Det skete trods stor ærgrelse i Norge, hvor Grønland primært blev anset som en Norsk besiddelse på baggrund af landets forbindelse med Bergen. Helt frem til starten af 1930'erne forsøgte Norge da også at gøre territorialt krav på dele af Grønland.
Missions- og handelsstationerne i Grønland blev hver for sig betegnet som kolonier og inkluderede et "mandskab" ledet af en handelsbestyrer, som var ansat under det statsstyrede selskab Den Kongelige Grønlandske Handel. Kolonierne havde ligeledes en præst, som forestod gudstjenester og missionsarbejdet, og som typisk også gik ivrigt til værks med at lære befolkningen at læse og skrive på grønlandsk med henblik på deres religiøse uddannelse. Disse tidlige skoler fandtes kun i kolonierne og var ikke en del af noget decideret skolesystem. Allerede fra 1740 blev de første grønlandske kateketer uddannet af missionærer med henblik på at uddanne grønlændere til skoleundervisning og kirkeligt arbejde, og i 1845 blev der etableret deciderede kateketuddannelser i Grønland.
Kolonien Sukkertoppen på Vestgrønland med kirken centralt i bybilledet.
I begyndelsen af koloniseringen bestod Grønland politisk af en række kolonier, der, i bedste fald, blev besejlet hvert år med sejlskib fra København. Den grønlandske befolkning fortsatte, for de flestes vedkommende, med at leve en form for nomadetilværelse, hvor de rejste mellem fangstpladser og bopladser i forhold til årstiden. Den grønlandske befolkning var samtidig ikke underlagt den samme strenge lovgivning, som gjaldt for koloniens mandskab. Det billede ændrede sig imidlertid, og grønlænderne blev i løbet af de næste århundreder relativt bofaste, hvormed kolonierne og de mindre faste bebyggelser kaldet udstederne udviklede sig til små byer og bygder.
Med handelsstationerne blev et fast europæisk vareudbud generelt tilgængeligt for vestgrønlænderne, men der var begrænsninger på både, hvad man tillod grønlænderne at købe fra hylderne, og hvad man ønskede at grønlænderne skulle vænne sig til at forbruge. Denne politik blev dog undergravet af tuskhandel med skibe fra andre europæiske nationer, som typisk var i Vestgrønland for at bedrive hvalfangst.
Tuskhandlen var med til at skabe spændinger og konfrontationer mellem europæiske hvalfangere og den koloniserende stat i Grønland, der havde et ønske om, at grønlænderne skulle blive ved med at være et fangerfolk, som ikke var afhængigt af udenlandske varer. Man ønskede ligeledes at begrænse den vestgrønlandske befolknings kontakt med omverdenen, dels ved at forbyde europæiske hvalfangere adgang til Grønland, dels ved at have et generelt indrejseforbud i Grønland for uvedkommende udlændinge, og dels igennem en stram politik omkring blandede ægteskaber.
Hvis et medlem af det danske mandskab, der som hovedregel bestod af mænd, ønskede at ægte en grønlandsk kvinde, måtte han afstå fra retten til at forlade Grønland igen. Samkvem udenfor ægteskabet var selvsagt ilde set, omend det blev praktiseret. Disse stramme regler til trods, fandt et genetisk møde sted, som i første omgang resulterede i en ny befolkningsgruppe, der blev statsligt registreret som "de halve", men med tiden opgav man at holde styr på, hvem der var hvilke procentdele det ene og det andet.
Ønskede man at rejse til Grønland under koloniseringen, var man altså nødt til at få speciel tilladelse. Det skal dog ikke underkendes, at der, dette til trods, skete en væsentlig udvikling i Grønland under koloniseringen, særligt i forhold til uddannelse og oplysning af den grønlandske befolkning. Ønsket om viden og læsestof resulterede i den første grønlandske avis, Atuagagdliutit, som blev udgivet første gang i 1861, og som i øvrigt havde førnævnte kateket og komponist Rasmus Berthelsen som redaktør i de første mange år.
Første udgave af den første grønlandske avis, Atuagagdliutit (Grønlandsposten).
Politisk fik grønlænderne desuden gradvist større indflydelse i landet. Med indførelsen af forstanderskabet i 1857 havde udvalgte grønlændere en grad af officiel indflydelse på dele af lokaladministrationen i kolonierne. I 1911 blev disse erstattet af landsrådene, som næsten udelukkende bestod af lokalvalgte grønlændere. Landsrådene, som senere blev til ét landsråd, var det øverste politiske organ i Grønland frem til hjemmestyrets indførelse i 1979.
I tiden før 2. verdenskrig var der generelle strømninger blandt den grønlandske elite henimod et ønske om modernisering af Grønland og en højere grad af åbenhed mod resten af verdenen, omend fortsat som en del af Danmark. Med udgangspunkt i dette ønske og et ønske om at gøre kolonien Grønland økonomisk selvbærende, iværksatte den danske stat en industrialiseringsstrategi for Grønland, der primært var fokuseret på fiskeri og forarbejdelse, men der var desuden flere miner i landet.
Denne nye strategi blev kommunikeret ud til den danske befolkning med filmen Qivittoq (1956), der har selve den danske nationalhelt Poul Richard i hovedrollen. Filmen portrætterer den måde, hvorpå man ønskede at lade de dygtigste fangere gå forrest i en udvikling fra traditionel fangst til industrielt fiskeri, i filmen repræsenteret med fangeren Pavia, som får en fiskekutter. Men filmen afspejler også den patriarkalske holdning, man havde til grønlænderne, hvormed man retfærdiggjorde den høje grad af dansk styring af processen og Grønland. Se traileren til filmen her, hvor der spilles op til kalattuut på trædeorgel:
Erik Balling: Qivittoq (Nordisk Film, 1956)
5. 2. verdenskrig og vaigat-musikkens fremkomst
Den danskstyrede industrialisering af Grønland blev stoppet af 2. verdenskrig. Da Nazi-Tyskland besatte Danmark d. 9. april 1940, blev forbindelsen abrupt afbrudt, og den danske administration i Grønland, ledet af landsfogederne Eske Bruun og Aksel Svane fra henholdsvis Julianehåb (i dag Qaqortoq) i Sydgrønland og Godhavn (i dag Qeqertarsuaq) mod nord, måtte efter bedste evne forsøge at styre det nu ufrivilligt selvstændige Grønland igennem krigen.
Der var to store udfordringer i Grønland i forhold til den nyvundne selvstændighed. Det ene problem var, at befolkningen var blevet vant til at forbruge en række udenlandske varer, som man havde svært ved, at undvære. Det andet problem var, at man manglede beskyttelse mod Nazi-Tyskland, der ligesom USA var interesserede i Grønlands strategiske placering, både til vejrstationer, som kunne levere afgørende viden om vejret i Atlanten, og i til flyvebaser, der kunne være transitpunkt i den militære beflyvning mellem USA og Europa.
Begge udfordringer blev løst ved at indgå i alliance med USA, der besatte og beskyttede Grønland gennem en række militære stationer og samtidig leverede udenlandske varer til øen. Rent økonomisk fik Grønland selv indtjening gennem salg af mineralet kryolit til de allierede. Kryolitten kom fra en mine i Sydgrønland og blev brugt ved fremstilling af aluminium, som var et vigtigt metal ved fremstilling af flyvemaskiner. Krigen øgede således kryolitefterspørgslen og gjorde det muligt for Grønland at være økonomisk selvbærende under krigen.
Med amerikansk varesalg i Grønland blev en række nye varetyper tilgængelige. Grammofonplader og pladespillere kunne købes igennem bestillingskataloger, og samtidig udvidede de amerikanske baser radionettet i Grønland, så det mange steder blev muligt at lytte til amerikansk base-radio, der transmitterede country-western musik og amerikanske evergreens. Grundlaget var således lagt til en musikalsk revolution i Grønland.
Det var i første omgang minebyen Qullissat i disko-bugten, der var spydspids for den nye rytmiske musik i Grønland. Qullissat var en af de største byer i Grønland dengang og var desuden meget utypisk, da den var bygget op omkring en kulmine, der leverede kul til resten af Grønland. Derfor var byen også i høj grad beboet af lønarbejdere, frem for personer der levede af fangst.
Kularbejde i Qullissat. I dag er kulminen lukket og byen affolket.
En ny musiktype for Grønland opstod omkring det lokale danseorkester, der spillede både kalattuut, jazz og swing-musik i forsamlingshuset ved brug af forhåndenværende og hjemmelavede instrumenter. Gennem indsamlingskoncerter blev det muligt for orkesteret at bestille et rigtigt trommesæt, saxofon, kontrabas og elguitar med postordre fra Danmark. Desuden havde orkesterets kapelmester, Jens Hendriksen, kastet sin kærlighed på hawaiiguitarens lyd, som han havde mødt i den amerikanske musik, og købt hjem til Qullissat. Dermed var det lydmæssige grundlag lagt til vaigat-musikken, opkaldt efter Vaigat-strædet ud for Qullissat, men tydeligt inspireret af amerikansk western- og swing-musik.
Vaigat-musikken var ofte versioneringer af amerikanske numre; melodi og akkorder nogenlunde som det oprindelige nummer, men med teksten skrevet om til grønlandsk. Hawaii-temaet går ikke blot igen i lyden af Jens Hendriksens guitar, men også her i nummeret Nuna Hawaii, som er en grønlandsk versionering af A Song of Old Hawaii.
Qullissara: Nuna Hawaii (2012)
Andy Williams: A song of old Hawaii (1959)
Byen Qullissat blev lukket af myndighederne i 1972 og er i dag et af de primære symboler på kolonialismens overgreb i Grønland, sammen med eksempler som tvangsflytningen i Thule i 1953 og fjernelsen af 16 grønlandske børn fra deres familier i 1952. Det nyere band Small Time Giants har taget emnet op i nummeret 3-9-6-0, der bærer Qullissats postnummer som titel. Her skriver bandet lukningen af Qullissat ind i et mere globalt imperialistisk perspektiv ved at bruge den tidligere australske premiereminister Kevin Rudds tale i forbindelse med en officiel undskyldning til Australiens indfødte befolkning i 2008:
Small Time Giants: 3-9-6-0 (Stethoscope, 2014)
3-9-6-0 udkom samtidig med etableringen af forsoningskommissionen i Grønland. En kommission som den danske stat fravalgte at deltage i.
Small Time Giants.
I 2012 lavede Grønlands Nationalteater en musikforestilling Qullissara baseret på nyfortolkninger af udvalgt vaigat-musik. Lyt til musikken her:
Grønlands Nationalteater: Upernalernera (Qullissara, 2012)
6. Daniseringen og rockens indtog
Vaigat-musikken bevæger sig genremæssigt i et område, som er præget af swing-, jazz-, pop- og countrymusik – et genreområde som minder en del om dansktop-musikken og i dag lever videre i den grønlandske suassat-musik. I dag bliver denne musiktype ofte spillet af one-man-bands med keyboard og sang, men ligesom det oprindelige vaigat-orkester, kan man stadigvæk finde musikgenren spillet med fuldt band.
Den egentlige rockmusik kom også til Grønland i den tidlige efterkrigstid, men var mest fremtrædende i Grønlands hovedstad Nuuk. Modsat vaigat-musikken, hvor man versionerede engelsksprogede sange til grønlandsk, var den tidlige rockmusik præget af et internationalt udsyn mod USA, England og Danmark, som betød, at man sang numrene på engelsk eller dansk – men et grønlandsk islæt skinnede alligevel nogle gange igennem. Hør The Eskimo's synge den skotske folkesang med My Bonnie:
Efter afslutningen på 2. verdenskrig lykkedes det gradvist den danske stat at genovertage kontrollen med det meste af Grønland fra amerikanerne, som dog fortsat i dag er militært til stede på Thulebasen i Nordgrønland. 2. verdenskrig medførte en øget selvtillid hos den grønlandske befolkning og et øget ønske om at åbne Grønland op for omverdenen. Samtidig var Danmark indgået i en international pagt med det nyligt oprettede FN, som inkluderede afvikling af verdens kolonier, og det var svært at anskue Grønland som andet end en dansk koloni.
Kampfly på Thulebasen, 1955. Dengang arbejdede 10.000 amerikanere fra flyvevåbnet på basen. I dag arbejder omkring 600 personer på basen – størstedelen danskere og grønlændere.
Grønlændernes ønske om åbenhed og ligeret og FN-pagtens krav om global afkolonisering blev begge imødekommet ved ganske enkelt at indlemme Grønland som et amt i Danmark i 1953. Dermed havde Grønland ikke længere status af koloni, og denne integrationspolitik betød, at grønlændere fik de samme rettigheder som resten af den danske befolkning. Moderniseringen af Grønland tog dermed yderligere fart. Der blev opført sygehuse, skoler og blokke i byerne, så man kunne samle befolkningen på et mindre antal steder med en højere grad af offentlig service, end hvad der var muligt med en geografisk spredt befolkning.
Kulturelt og sprogligt skete der også store forandringer i denne tid. Koloniseringen af Grønland, med protestantiske missionærer i spidsen, var foregået på grønlandsk. Den danske stat havde samtidig som kolonisator ført en politik, der så vidt muligt forsøgte at fastholde befolkningen i en form for fangerkultur. Men med integrationspolitikken i Grønland efter krigen skiftede fokus til at skabe et moderne velfærdssystem med lønmodtagere, og uddannelsessystemet vendte sig delvist væk fra det grønlandske sprog og henimod dansk.
Rent strategisk anså man det for nødvendigt for den grønlandske befolkning at beherske dansk for senere at kunne uddanne sig, og skolerne blev derfor inddelt i A og B-klasser, hvor A-klasserne primært blev undervist på grønlandsk, og B-klasserne stort set udelukkende på dansk. Det var selvsagt i B-klasserne, man forventede at finde fremtidens veluddannede ungdom. Resultatet var dog, at både det grønlandske sprog og grønlandsk kultur blev trængt i baggrunden til fordel for dansk sprog og kultur i dette politiske projekt, som i dag bliver omtalt som daniseringen.
Det var i denne tid, præget af det ny-vundne bredere udsyn mod verden og store samfundsmæssige forandringer, at rockmusikken kom til Grønland i 1960'erne, som den kom til mange andre lande i verden. Idolerne var som mange andre steder navne som Elvis, The Beatles, The Ventures og Cliff Richard. Den tidlige rock'n'roll, eller pigtrådsmusik som den blev kaldt i Danmark, havde ikke nutidens rock-etos med krav om, at musikere og sangere skrev deres egne numre. Musikerne spillede et repertoire af internationalt kendte hits efter bedste evne, og ungdommen dansede til. Man forsøgte altså generelt at efterligne, hvad man kunne se og høre fra USA, England og Danmark i datidens medier.
I Grønland kunne de nytilkomne rock'n'roll-bands dog ikke nødvendigvis klare sig med at spille verdenskendte numre. Ville man have et publikum, skulle der som oftest spilles op til dans i forsamlingshusene, og her ville publikum også gerne have kalattuut med i repertoiret. Det bedst kendte rock'n'roll band fra Grønland i 1960'erne – The Eskimos – tog konsekvensen af publikums ønsker og blandede lige dele kalattuut ind i deres rock'n'roll-repertoire, dog spillet på rock-opsætning med trommesæt, bas og guitarer. Dermed blev deres bidrag også så meget mere originalt, fordi gruppen befandt sig i to meget forskellige genrer.
Pladecover til EP'en "The Eskimo's", 1966.
Et lille udsnit af The Eskimo's repertoire er foreviget på to EP'er fra 1966, som blev ekstraordinært indspillet og udgivet af Grønlands Indkøbsring. Udgivelserne var med til at stadfæste bandet som det mest populære rockband i perioden, men de eksisterede faktisk kun i nogle få men meget aktive år i midt-60'erne. Ligesom så mange andre grønlandske bands igennem tiden, gik de i opløsning, da flere bandmedlemmer tog til Danmark for at uddanne sig. Lyt til The Eskimo's spille kalattuut-nummeret A-E Sakissak (5:45):
The Eskimos: A-E Sakissak (1965)
6. Grønlandiseret populærmusik
Moderniseringen af Grønland før og efter 2. verdenskrig, integrationspolitikken og daniseringen bragte i 1970'erne en ny selvforståelse til Grønland, som bundede i et opgør med daniseringspolitikken, og som senere er blevet kendt som grønlandiseringen. Denne selvforståelse spirede allerførst frem i Danmark blandt grønlandske studerende. En primær grund til dens succes som politisk bevægelse skal findes i den måde, hvormed den blev formidlet og udbredt, nemlig igennem tidens rockmusik og særligt bandet Sume:
Portræt af Sume. Deres første plade, "Sumut" fra 1973, var så stor en publikumssucces, at det blev købt af en femtedel af den grønlandske befolkning.
Leveforholdene i Grønland var blevet væsentligt forbedret for en stor del af befolkningen under daniseringen. I byerne havde mange fået vandhaner og toiletter med skyl, modsat tørklosetter og vand hentet fra vandpost, som man stadigvæk kan opleve det i mange bygder, men en udbredt oplevelse af kultur- og identitetstab begyndte at vise sig, og dette tab blev ofte sat i sammenhæng med stigende sociale problemer i Grønland.
Samtidig oplevede grønlænderne i praksis ikke den ligestilling med danskere, som var den primære grund til, at der havde været opbakning til integrationspolitikken i Grønland. Særligt den lovgivning, der er kendt som Fødestedskriteriet, blev et åbenlyst symbol på den fortsatte forskelsbehandling. Loven betød, at tilkaldt arbejdskraft fra Danmark blev lønnet væsentligt højere end grønlændere trods ens stillingsbetegnelse og uddannelsesniveau.
Modsvaret til daniseringspolitikken i Grønland blev et ønske om styrkelse af grønlandsk kultur og sprog samt en grad af løsrivelse fra Danmark og selvstændighed for Grønland. Denne politiske strategi-grønlandisering finder fortsat sted den dag i dag og regnes generelt for uafsluttet i Grønland. Det er de færreste politiske partier i landet, som ikke ønsker at se et selvstændigt Grønland, og diskussionerne om, hvornår dette scenarie kan finde sted, blusser jævnligt op i de grønlandske medier.
Grønlandiseringen, som den tog form i 1970'erne, blev kommunikeret og varslet igennem grønlandisering af populærmusik, hvilket har resulteret i et enormt repertoire af pop, rock, rap og heavy metal med grønlandske tekster samt visuelle og auditive symboler på "grønlandskhed" i form af inuit-kultur. Her et eksempel på grønlandsk heavy metal fremført af bandet Arctic Spirits:
Arctic Spirits: Assiliarsuaq (2012)
Arctic Spirits.
Men der er løbende stemningsskift i denne tilgang til musikalsk skabelse. Den grønlandiserede populærmusik har beskæftiget sig med alt fra hård antiimperialistisk kritik af dansk indflydelse i Grønland, over eksistentialisme og samfundskritik, til et kosmopolitisk ønske om at bidrage til den nyeste musikgenreudvikling i verden.
Det er ved starten denne musikhistoriske periode, at vi får hjælp fra en af musikscenens nyeste spidser til at opleve og forstå, hvordan grønlandsk populærmusik har udviklet sig til, hvad det er i dag. Læs videre i kapitlet Fokus.