Eksempelanalyse af tre udvalgte grandprix-sange – følg med i de vedlagte noder (ved at klikke på det blå nodeikon), imens du læser analyserne. Nederst findes en kort analysevejledning, du kan bruge til hjælp i forbindelse med egne analyser.
Indhold
1. Volare (Domenico Modugno, 1958)
Da det internationale grandprix blev opfundet, havde der allerede kørt en lignende sangkonkurrence i Italien. Siden 1951 var den årlige Sanremo festival nemlig blevet afholdt i byen med samme navn. De første år blev konkurrencen sendt i radioen, og siden 1955 også i fjernsynet. Sanremo festivalen var en stor succes, og det var den, der inspirerede EBU til at forsøge grandprixet. Fra starten i 1956 stillede Italien med vindermelodien fra Sanremo.
I 1958 var det Domenico Modugno, som havde fået æren. Faktisk var han kun den ene af to vindere fra Sanremo, for her blev hver sang fremført af to forskellige sangere. Det gjorde man, fordi formålet var at sælge melodien, så andre selv kunne indspille den, og så var det jo en fordel, at de allerede havde fået to forskellige arrangementer præsenteret.
Det var dog fair nok, at Domenico Modugno fik lov til at synge sangen ved grandprixet, for han havde selv skrevet den. Og det havde han gjort ganske godt. Volare blev et verdenshit, selv om den ikke vandt den internationale konkurrence. Sangen er et fint eksempel på en rigtig grandprix-slasker skrevet til et stort orkester med fuldt drøn på både strygere og blæsere, og ikke mindst til en dygtig refrænsanger, der kan synge selv telefonbogen med passion og indlevelse.
Domenico Modugno: Volare (ESC, 1958)
Form
Sangens form kan beskrives som en udvidet popform af typen ABCB-ABCB, der kendetegnes ved en vekslen mellem vers (A), omkvæd (B) og kontraststykke (C):
| Storform: | (I) | A | B | C | B | A | B | C | B | (O) |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Funktion: | Intro | Vers | Kvæd | Kontrast. | Kvæd | Vers | Kvæd | Kontrast. | Kvæd | Outro |
| Metrik: | 4 | 12 | 12 | 12 | 12 | 12 | 12 | 12 | 12 | 18 |
Gentagelsen af kontraststykket og den lange outro er atypisk i grandprix-sammenhæng. Det hænger måske sammen med, at sangen varer fire minutter, altså et helt minut længere end reglerne foreskriver. Sangen er dog en del kortere end Italiens bidrag fra året før, som nåede helt op på 5:09 minutter - med store protester fra de øvrige deltagerlande til følge.
Instrumentation
Sangen er akkompagneret af et fuldt orkester med træblæsere, messingblæsere, slagtøj, klaver, celeste, hammondorgel, harpe og strygere. Det er et akkompagnement, som tydeligvis er skrevet fuldt ud på partitur, og hvor det hollandske orkester (Metropole Orkest) bliver udnyttet fuldt ud.
Versene, der spilles rubato, er domineret af klaver og hammondorgel med markante stryger- og celeste-fills ved melodiens pauser. Omkvædene og kontraststykkerne, der spilles i fast tempo, gør brug af hele orkestret og er især karakteriseret af hurtige klaverfigurer og en fremadskridende walking basfigur.
Vokalen synges af en solist uden kor. I de første år af grandprixet var det sådan, man gjorde. Det var melodien, der var i centrum, og den høres bedst, når den bliver sunget af en solist.
Sound
Sangen er - som alle grandprix-sange frem til og med 1972 - akkompagneret af et live orkester i tv-studiet. Nummerets sound befinder sig derfor klart i live-lyd området. Det er lyden af et klassisk underholdningsorkester i sin essens.
Hook og gimmick
Sangens hook udgøres af omkvædets to første strofer: "Volare, oh oh; Cantare, oh oh oh oh" (takt 13-17), der sætter sig godt fast hos lytteren allerede ved første gennemlytning. Sangens gimmick finder vi i Modugnos sceneoptræden, hvor han under omkvædet løfter sine arme over hovedet, som om han skal til at flyve. Den slags gestikuleringer var et sjældent syn i 1958 og tiltrak derfor stor opmærksomhed fra publikum og seere.
Melodik
Melodien er noteret i 4/4-takt med swingende 8.-dele. Ambitus er en stor decim fra b til d1.
Versene udgøres af fire fraser på hver tre takter, mens omkvædene og kontraststykkerne udgøres af tre fraser på hver fire takter. Melodikken i versene er præget af tonegentagelser. Første frase (takt 1-3) indledes med hele ni gentagelser af tonen d, hvorefter en nedadgående trinvis bevægelse fra f til c afrunder frasen. Anden frase (takt 4-6) er en sekvensering - en stor sekund ned - af første frase. Tredje frase (takt 7-9) er baseret på tretonige tonegentagelser, der i fjerde frase (takt 10-12) er sekvenseret en stor sekund op.
Et gennemgående rytmisk element i versene er 4.-delstrioler. Triolerne brydes op i omkvædet (fra takt 13), hvor melodien kulminerer i lange og lyse toner, men triolerne vender insisterende tilbage i kontraststykket (takt 25-36), denne gang i tretonige bølgebevægelser uden en eneste tonegentagelse.
Melodiens kernemotiv er en nedadgående stor sekund fra d til c efterfulgt af et nedadgående kvartspring fra c til g (takt 13-15). Motivet understøtter sangens hook og centrale ord i omkvædet, først på ordet "volare" og derefter - sekvenseret en stor sekund ned - på ordet "cantare".
Harmonik
Sangens toneart er b-dur. Tonaliteten er i udpræget grad funktionsharmonisk, hvilket især understøttes af de mange dominant-tonika forbindelser (F7 - Bb) i vers og omkvæd. Også bidominanter optræder flere steder, først en ufuldkommen bidominant (Hdim) til subdominantparallellen (Cm) i takt 3, derefter en vekseldominant (C7) til dominanten (Fsus) i takt 12 og endelig en ufuldkommen bidominant (Cø) til den toneartsfremmede akkord (DbΔ) i takt 35.
I kontraststykket moduleres til paralleltonearten (g-mol) via en nedadgående trinvis basbevægelse fra b til g (takt 24), som efterfølgende fortsættes med tonerne fis, f, e og d. Kontraststykket indledes med en tonika (Gm), derefter en moldominant (Dm) som siden dominantiseres (D7) og endelig opløses til tonika i takt 31.
Det bemærkes, at subdominanten (Eb) ikke optræder et eneste sted i sangen. Til gengæld er subdominantparallellen (Cm) dominerende flere steder, blandt andet først i omkvædet, hvor akkordrækken således er en variation over den tonale kadence (Sp - D - T). Samme akkordrække forekommer i versets takt 3-6 og to gange i omkvædets sidste fire takter.
Melodien understøtter tonaliteten ved primært at bruge akkordtoner. Akkordtonerne er flere steder forbundet af gennemgangstoner og to steder også af en drejetone (takt 11 og takt 26). Ved de toneartsfremmede akkorder sidst i kontraststykket (Cø og DbΔ) forstærkes det tonale udsving af to toneartsfremmede toner, ges og as, i melodien.
Tid og rum
På trods af tonegentagelserne i versene udfolder musikken sig primært i tiden. Versene har en klar stræben mod omkvædet, udformet som en opadgående trinvis bevægelse fra starttonen b i tredje frase, over starttonen c i fjerde frase, til kulminationen og toptonen d ved omkvædets begyndelse.
Sangens akkompagnement afspejler denne udvikling i kraft af den øgede instrumentering i omkvædet, og de mange dominant-tonika forbindelser forstærker løbende musikkens fremdrift.
Tekst
Volare betyder "at flyve". Det andet ord i omkvædet, "cantare", betyder "at synge". Hvis man kan italiensk, vil man opdage, at det er en lille fin sang om at drømme sig væk i sin elskedes blå øjne og flyve syngende afsted.
Hvis man ikke kan italiensk, er det en ballade, som bestemt smager af romantik, og sikkert også Italien, gondoler, olivenlunde og romantiske små byer. At den tyske version blev omdøbt til Bambina er meget sigende. Her byttede man bare Volare ud med et andet og mere kendt italiensk ord og skrev en tekst om en rejse til Italien.
Den engelsksprogede version, som blandt andet blev indspillet af den kendte amerikanske skuespiller og crooner Dean Martin, fik titlen Volare. Man havde ganske enkelt valgt at beholde de italienske ord "volare" og "cantare" i omkvædet. Det samme gjorde man i Sverige, og i det hele taget er sangen et ganske fint eksempel på, at ordenes klang var og er meget vigtig.
En af de danske oversættelser, Vi har det, åh åh, er blevet en klassiker ved fester. Her er teksten oversat fonetisk. Det vil sige, at man oversætter lyden af ordet i stedet for betydningen. Hermed demonstreres klangens betydning i sin yderste konsekvens.
Perspektivering
Volare er nok det største grandprix-hit nogensinde, hvis man lægger alle versioner sammen. Sangen blev oversat til en lang række sprog og er blevet indspillet af et utal af kunstnere gennem tiden. Blandt andet har så forskellige musikere som jazzlegenden Louis Armstrong, amerikanske croonere som Dean Martin og Frank Sinatra, operasangere som Luciano Pavarotti og Andrea Bocelli og sågar David Bowie givet deres bud på, hvordan sangen skal lyde.
Volare blev skabt med det formål, at den skulle kunne synges og spilles af andre end Domenico Modugno selv, og man må sige, at missionen lykkedes. Året efter prøvede han igen, og det gik faktisk næsten lige så godt. Også Piove nåede finalen ved det internationale grandprix og blev siden solgt videre til det meste af verden. Opskriften var den samme, et stille vers, der bygger op til et slagkraftigt omkvæd, der starter lige på med hooket, som bestod af korte, velklingende italienske ord, denne gang Ciao, Ciao Bambino. Så kunne de tyske, engelske, svenske, finske og danske tekstforfattere gå i gang med deres tekster om at sige farvel på italiensk.
2. Waterloo (ABBA, 1974)
I 1974 vandt svenske ABBA det internationale grandprix med sangen Waterloo. De følgende år fulgte gruppen op med det ene verdenshit efter det andet, og da de gik hver til sit i 1982, havde de blandt andet opnået at være alle tiders mest populære gruppe fra et ikke-engelsktalende land. Den status er aldrig blevet udfordret, men der lå også mange års planlægning bag.
Waterloo var gruppens andet forsøg i grandprix-sammenhæng. I 1973 havde de nemlig deltaget ved det svenske grandprix med sangen Ring Ring. Sangtitlen havde de valgt, fordi telefoner ringer i alle lande og på alle sprog. De var nemlig yderst professionelle og gik benhårdt efter sejren, så de kunne slå igennem i udlandet. Det lykkedes dog først året efter med sangen Waterloo.
Form
Formen kan beskrives som en popform af typen ABABB, der kendetegnes ved en vekslen mellem vers (A) og omkvæd (B). Formleddene er bundet sammen af skiftevis en bro og et mellemstykke:
| Storform: | (I) | A | B | A | B | B | (O) | ||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Funktion: | Intro | Vers | Bro | Kvæd | Ml.stk. | Vers | Bro | Kvæd | Ml.stk. | Kvæd | Outro |
| Metrik: | 4 | 4+4 | 4+2 | 8+8+4 | 2 | 4+4 | 4+2 | 8+8+4 | 4 | 8+8+4 | 2 |
Ved ESC-finalen stod sangerinderne, Anni-Frid Lyngstad og Agnetha Fältskog, ved bagkanten af scenen i starten. De brugte introen til at løbe frem på scenen, og introens længde er tydeligvis tilpasset herefter.
Mellemstykket efter næstsidste omkvæd er identisk med de første fire takter af broen. Idet sangerinderne synger i mellemstykket, er der tale om et vokalt mellemstykke - modsat første mellemstykke som er instrumentalt og ikke har ligheder med broen.
Instrumentation
Versene er instrumenteret af elektrisk guitar, klaver, bas og trommer. Undervejs dukker en westernguitar-lyd op som svar på de rytmisk markante ord "My, my" og "Oh, yeah", der indleder hver frase i versene (takt 1 og 5). Omkvædet suppleres med saxofon, der spiller call and response med melodien. Saxofonen fordobler westernguitar-svaret i andet vers. Undervejs bruges det store live orkester kun til sparsomt at understøtte rytmegruppen, der er dominerende.
Første vers og bro synges unisont af de to sangerinder. Andet vers synges tostemmigt, mens den efterfølgende bro igen synges unisont. I omkvædet suppleres sangerinderne af korstemmer (ved finalen sang de mandlige musikere kor, mens der blev brugt kvinder til koret på studieudgaven).
Groove
Groovet i vers og bro er et standard 4/4-takts rock-groove med stortromme på 1- og 3-slaget og lilletromme på backbeatet. Hi-hatten bruges dog kun sparsomt til at forstærke lilletrommeslagene. Guitaren og bassen spiller en kontinuerlig 8.-dels shuffle-rytme med en pumpende og energisk karakter. Klaveret understøtter den pumpende katakter, men bryder dog rytmen i broen med to kontrasterende fills. Groovet i verset ser således ud:
I omkvædet øges aktivitetsniveauet: Klaveret spiller en modrytme med indtil flere markeringer af offbeatet, saxofonen udfylder pauserne i melodien med markante melodi-svar, og bassen spiller en walking basfigur langt fremme i lydbilledet. Trommerne bevarer sin rytme.
Sound
Waterloo blev fremført ved hjælp af backingtrack ved finalen i 1974 - det var med andre ord et præindspillet bånd, der blev sunget til. Selvom nummeret har en realistisk live-lyd med let genkendelige musikinstrumenter og rumklang som eneste lydeffekt, er der flere elementer, der peger i retning af en studieproduktion.
For det første er der den massive og meget kompakte bas-, guitar- og klaverlyd, som tydeligvis er skabt i studiet ved hjælp af Wall of Sound - en teknik udviklet af Phil Spector i 1960'erne, hvor hver instrumentstemme spilles unisont af flere musikere og optages i et rum med stor rumklang. Det giver et meget fortættet lydbillede, som på Waterloo. Saxofonen er formentlig indspillet med samme teknik, da også den har en meget massiv lyd.
For det andet er der tale om en meget grundig produktion, hvor der er kælet for detaljerne. Udover de mange lag af musikinstrumenter bidrager også de mange nøje udvalgte instrumentale fills og melodisvar til det fortættede lydbillede. Der er lagt et stort arbejde i at frembringe netop dette lydbillede, og det er tydeligvis resultatet af lang tids studiearbejde.
Hook, break og gimmick
Det primære hook i Waterloo er sangens centrale begreb, "Waterloo", der gentages hele 20 gange i løbet af sangen. Derudover er der en masse små hooks og gimmicks, eksempelvis versets indledende "My, my" med det efterfølgende svar på westernguitar og dirigentens Napoleon-udklædning. Breaket i omkvædet (takt 22) med de syv korte, men meget kontante, anslag er også meget karakterisk.
Melodik
Melodien er noteret i 4/4-takt med shuffle-rytme. Ambitus er en lille decim fra h til d1.
Det er karakteristisk for melodien, at den i høj grad er baseret på frasegentagelser. Verset (takt 1-8) udgøres af to stort set identiske fraser på fire takter, mens omkvædet (takt 15-34) udgøres af fem stort set identiske fraser på fire takter. Broen udgøres af to fraser, som er melodisk forskellige med som har samme rytme (takt 9-11 og 12-14). De mange gentagelser gør melodien nem at huske og synge med på, og det er formentlig en medvirkende faktor til sangens success.
Melodikken er præget af synkoper, med tydelig betoning af 4og-slaget i både vers, bro og omkvæd. I verset er alle meloditoner (undtagen første tone i optakten til takt 1, 2, 5 og 6) synkoperede, og dermed understreges den forskydning af og-slaget, der er karakteristisk for shuffle-rytmen.
Bortset fra et nedadgående tertsspring i takt 28 og 32 er alle melodibevægelser trinvise. Fraserne i verset kredser i trinvise bevægelser omkring tonen a, inden fraserne med en nedadgående trinvis bevægelse falder til ro på henholdsvis e og d. Broen, der har h og d som de centrale toner, afrundes med en opadgående trinvis bevægelse til tonen a, og således bindes melodikken i vers og bro sammen. a'et fungerer samtidig som en slags ledetone til toptonen h, der indleder omkvædet.
Melodiens kernemotiv er en nedadgående stor sekund fra h til a efterfulgt af en tonegentagelse af a (takt 15). Motivet indleder hver frase i omkvædet og understøtter således sangens hook og centrale ord "Waterloo". Motivet genbruges i frasernes anden takt og optræder dermed hele 10 gange i løbet af omkvædets 20 takter.
Harmonik
Waterloo er et godt eksempel på, at man med ganske få akkorder kan skabe en solid pop/rock-sang, der samtidig er alsidig i sine akkordfølger. Sanges toneart er d-dur - med et kortvarigt tonalt udsving til paralleltonearten h-mol i broen - og tonaliteten er uden tvivl funktionsharmonisk.
Udover vekseldominant (E7) og tonikaparallel (Hm) gør sangen kun brug af de tre funktionstonale hovedfunktioner: tonika (D), subdominant (G) og dominant (A). Akkordfølgerne opleves dog aldrig ensformige, for de mange skiftende bastoner gør dem interessante at lytte til:
Vekseldominanten i verset (takt 2) er ikke blot en vekseldominant, men en vekseldominant med septim (d) i bassen. Septimen leder ned til tertsen (cis), der er bastone i den efterfølgende dominant-akkord, og således fortsætter bassen trinvist ned gennem subdominantens terts (h) til dominantens grundtone (a). Dominant-subdominant forbindelsen er atypisk i funktionstonal sammenhæng, men retningen i akkordforløbet er klar: subdominantens funktion er at binde A/C# trinvist sammen med A.
Broen gør også brug af en trinvis basgang, først h-a-gis fra tonikaparallel til vekseldominant (takt 9-12) og derefter a-g-fis-e-d fra dominant til tonika (takt 13-15). Med ganske få virkemidler transformeres få velkendte akkorder således til unikke og alsidige akkordfølger.
Omkvædet er meget mere simpelt i sin harmonik, for her er udgangspunktet blot en gentagelse af den tonale kadence (D-G-A). Den alsidige basgang viderføres dog i omkvædet i kraft af den underliggende walking basfigur.
Tid og rum
Der er ingen tvivl om, at musikken udfolder sig i tiden og ikke rummet. De mange dominant-forbindelser (vekseldominant-dominant og dominant-tonika) og de trinvise basgange peger fremad og skaber fremdrift i musikken. Melodikken understøtter fremdriften, dels gennem den trinvist opadgående bevægelse i broen (takt 11-13), der leder frem til omkvædet, dels gennem brugen af gis som ledetone til a (takt 2, 6 og 12).
Tekst
Waterloo er en ret simpel kærlighedssang. Hovedpersonen giver op over for en bejler, og nu skal de leve lykkeligt sammen for evigt. Begrebet Waterloo bruges som symbol på, hvordan hun overgiver sig. Waterloo er det sted i Belgien, hvor kejser Napoleon Bonaparte led sit nederlag i 1815, og sangen bygger direkte på den kendte vending for at lide nederlag, "at møde sit Waterloo". Hele teksten er bygget op omkring dette begreb, og i praksis kunne den handle om hvad som helst, blot man når frem til "Waterloo".
Perspektivering
Waterloo er resultatet af en nærmest videnskabelig tilgang til popmusik. Sangskriverparret Benny Andersson og Bjørn Ulvaus, som hver især havde haft store musikerkarrierer i Sverige op gennem 1960'erne, var blevet ansat som producere på pladeselskabet Polar i 1971. Deres chef var Stig "Stikkan" Anderson, som siden 1959 havde bygget en kæmpe forretning op, der nu kunne konkurrere med de store internationale pladeselskaber i hele Skandinavien. Han var selv musiker, komponist og tekstforfatter, og han havde blandt andet oversat over 2000 udenlandske sange til svensk og vidste derfor ganske meget om, hvordan man lavede en god og fængende poptekst.
Tilsammen udgjorde de tre et godt team, og da sangerinderne Agnetha Fällskog og Anni-Frid Lyngstad, som var gift med henholdsvis Björn og Benny, kom med på et par indspilninger, voksede idéen om en fælles supergruppe.
Den store plan gik ud på, at Waterloo blot skulle være starten på en international karriere, og det lykkedes til fulde. Waterloo blev et stort hit i det meste af Europa, og nåede sågar også hitlisterne i andre dele af verden, herunder USA. I de følgende år blev ABBA bare større og større og anses i dag som en af pophistoriens største og vigtigste grupper. Det blev de ikke mindst, fordi de var meget minutiøse og professionelle i alle faser, og alt dette så man allerede ved Waterloo. ABBA satte ganske enkelt nye standarder for grandprixet, og Waterloo har siden udgjort et vigtigt referencepunkt for mange grandprix-sangskrivere.
3. Satellite (Lena, 2010)
Da tyske Lena vandt det internationale grandprix i 2010 med sangen Satellite, var det på mange måder et vendepunkt i grandprix-historien. I ugerne efter sejren røg sangen højt op på hitlisterne i mange europæiske lande. I Danmark nåede den førstepladsen i en enkelt uge, og da hun i den samme uge også nåede toppen på den europæiske Top 100, havde hun opnået noget som havde været næsten umuligt bare få år forinden: At konvertere en grandprix-sejr til et mainstreamhit.
For at få et stort hit, skal en sang spilles i radioen, og helst på de store kanaler. Det kræver, at musikken passer ind i det normale repertoire, og her havde grandprix-musikken haft det svært siden 1980'erne. Satellite viste sig dog at passe fint ind på mange radiostationers playlister, og sangens succes betød, at sangene fra grandprixet efterfølgende ikke længere nærmest automatisk har været erklæret uegnede til mainstream radio.
Form
Formen kan beskrives som en udvidet popform af typen AAB-AAB-C-AB, der kendetegnes ved en vekslen mellem vers (A), omkvæd (B) og kontraststykke (C). I formen indgår desuden en intro, en outro, et kort instrumentalt mellemstykke efter første omkvæd (identisk med de første fire takter af introen) og en takts trommebreak i slutningen af sidste vers:
| Storform: | (I) | A | A | B | A | A | B | C | A | B | (O) | |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Funktion: | Intro | Vers | Vers | Kvæd | Ml.stk. | Vers | Vers | Kvæd | Kontrast. | Vers | Kvæd | Outro |
| Metrik: | 8 | 8 | 8 | 8+7 | 4 | 8 | 8 | 8+7+8 | 8+8 | 8+1 | 8+7+7 | 8 |
De uregelmæssige syv-takters perioder i omkvædene opstår ved brugen af elisioner, hvor sidste takt i perioden både fungerer som periodens afslutning og som begyndelsen på næste periode.
Instrumentation og groove
Sangen har et klart præg af, at rytmen er i fokus. Harmonierne er diskrete og ikke relevante, og det er de percussive musikinstrumenter, der dominerer lydbilledet.
Sangens gennemgående groove består af synthbas på 1- og 2og-slaget, synth-klik på backbeatet (i omkvædene forstærket af en lilletromme) og stortromme på 1-, 2og- og 3-slaget:
Versene tager udgangspunkt i ovenstående groove, men de er varierende i deres instrumentation: I andet og fjerde vers er groovet suppleret med akustisk guitar, der betoner synthbas-rytmen. Femte vers er kun akkompagneret af akustisk guitar og intet andet. Sidste halvdel af tredje vers og hele fjerde vers har - ligesom omkvædene - også lilletromme på backbeatet.
Omkvædene har et mere tætpakket lydbillede, hvilket især skyldes de kvindelige medstemmer og den markante synthlyd på 1- og 2-slaget i hver takt. Et afdæmpet klokkespil danner baggrund, og en række udefinerbare percussion- og synthlyde indgår flere steder (også i verset) - eksempelvis 2:18 og 2:45. I kontraststykket suppleres vokalen af et uh-flydekor.
Sound
Lydbilledet som helhed er meget stacceret, og sammen med synthlydene giver det associationer til rumfart og science fiction, hvilket passer fint med sangens titel. Et andet karakteristika er groovets dybe og mørke klang, der hænger sammen med, dels at synthbas og stortromme er dybe og uden diskant, dels fraværet af lyst klingende musikinstrumenter (eksempelvis hi-hat).
Der er en tydelig vokal forskel på studieversionen og tv-versionen. Lenas vokal er meget mere fyldig og træder mere klart igennem på studieversionen, hvilket naturligvis skyldes, at man i studiet kan indspille vokalen over flere omgange og efterfølgende bearbejde lyden digitalt, men også at der på studieversionen er indlagt en ekko-effekt på vokalen (hør eksempelvis 2:16). Også medstemmerne i omkvædet er bredere og mere fyldige på studieversionen, hvilket især skyldes panoreringen af medstemmerne til både højre og venstre side.
Break og gimmick
I grandprix-sammenhæng synger de fleste et internationalt fællesengelsk uden andre lokale elementer end dem, der er skabt af deres egne engelskkundskaber. Sådan forholder det sig ikke med Satellite, for Lena synger med en britisk cockney accent (meget lig Mike Skinner fra The Street), der er lettere mærkværdig, men samtidig også ret charmerende. Dette gimmick giver sangen et vist indiepræg og var afgjort med til, at sangen skilte sig ud fra de øvrige bidrag.
Et andet gimmick er den utraditionelle tekstopbygning omkring ordet "you" og andre u- og o-lyde, i stedet for mere konsekvente enderim. Der er en takts trommebreak (på 1-, 1og- og 2-slaget) i slutningen af sidste vers, som i Lenas sceneoptræden visuelt understøttes af tre vrik med hoften.
Melodik
Melodien er noteret i 4/4-takt. Ambitus er (bortset fra et a1 i takt 17) en kvint fra h til fis1.
Det man umiddelbart bemærker er den hurtige og meget synkoperede melodirytme, der passer fint til sangens staccerede groove. Det er rytmen, der er i fokus, og derfor er det helt naturligt, at melodiens ambitus er lille. Melodikken er statisk og retningsløs med kredsen omkring tonerne h og d, der er henholdsvis grundtone og terts i tonearten. Der er alså tale om cyklisk melodik, hvilket passer fint til sangens gennemgående satellit-tema.
Kun i kontraststykket (takt 25-32) har melodien - i kraft af en række buebevægelser med meget få tonegentagelser - et retningsgivende og fremadskridende element. Fremdriften understøttes ved brug af et toneartsfremmed f (takt 27-28), der opløses til et e. Spændingstilstanden ved dette f er dog relativt beskeden, idet det harmoniske akkompagnement er meget nedtonet.
Der er flere gentagelsesmønstre i melodien. De to første takter af versets første frase (takt 1-2) minder både rytmisk og melodisk om de to første takter af versets anden frase (takt 5-6). Det samme gør sig gældende for omkvædets to første fraser (takt 9-12 og 13-16). De tre sidste takter af omkvædets to sidste fraser (takt 18-20 og 22-24) minder tilsvarende både rytmisk og melodisk om de tre sidste takter af omkvædets to første fraser (takt 10-12 og 14-16).
Harmonik
Sangens toneart er h-mol. Tonaliteten rummer både modale og funktionstonale træk.
Modalharmonikken understreges af det sparsomme (svagt hørbare) harmoniske akkompagnement, af de mange Hm-gentagelser, af den ufuldkomne dominant (A#dim) i verset der ikke opløses til tonika (Hm) og af de mange trinvise akkordforbindelser i både vers (Hm - A#dim - A - Hm), omkvæd (Hm - Em - A - Hm) og kontraststykke (Hm - A#dim - Hm - A - G - F# - Hm - A).
Funktionsharmonikken understreges af akkordfølgen i omkvædet, der kan anskues som en tonal kadence i mol, hvor akkorden A er ufuldkommen moldominant (F#m7, med grundtone i melodien). Men også af akkordfølgen i kontraststykket hvor både en ufuldkommen dominant (A#dim) og en dominant (F#, med septim i melodien) opløses til tonika.
Samlet set har akkordforløbet - ligesom melodikken - en statisk og retningsløs karakter, hvilket især skyldes det nedtonede harmoniske akkompagnement. Derfor er det rimeligt at konkludere, at musikken overvejende gør brug af modalharmonik.
Tid og rum
Der er flere argumenter for, at Satellite udfolder sig i rummet og ikke tiden. Det gennemgående rytmiske groove med nedtonet harmonik, den statiske og retningsløse melodik og den modale harmonik peger i retning af en rumlig oplevelse. Formleddenes lidt varierende instrumentation indikerer forskellige musikalske tilstande, snarere end musikalsk udvikling - der er ingen egentlig opbygning men snarere pludselige og uforudsigelige skift.
Tekst
Satellite er endnu et eksempel på, at teksten er bygget op omkring et bestemt begreb. Sangen handler om en meget forelsket person, som åbenbart vil gøre alt for sin udkårne, og her er billedet altså en satellit, der kredser rundt om jorden.
Selve ordet satellit er dog ikke særligt markant i sangen. Det nævnes kun en gang i hvert omkvæd og kun tre gange i alt. Til gengæld danner billedet udgangspunkt for resten af teksten, som består af små enkeltstående sætninger. Her er ordet "you" omdrejningspunktet, hvilket svarer fint til satellitetbilledet. I alt optræder "you" eller "your" hele 40 gange i løbet af sangen. Især "you"-erne i slutningen af versestroferne er meget markante, fordi de afslutter hver sætning og danner gennemgående rim.
Det andet tekstlige hook er ordet "love", som gentages 26 gange. "Love" indleder og afslutter omkvædet, og på den måde hænger tekstens opbygning ret fint sammen med satellit-temaet. Det har nok heller ikke skadet sangens vindermuligheder, at den i udpræget grad er bygget op over to vokaler, u og o.
Perspektivering
Satellite er skrevet af den amerikanske sangskriver Julie Frost og danske John Gordon i fællesskab. De havde skrevet sangen nogle år tidligere. De var blevet introduceret for hinanden via deres forskellige musikforlæggere og havde skrevet en del sange sammen. Frost sendte den første skitse til Satellite over internettet, og så byggede Gordon videre på den og sendte et mix tilbage. Efterfølgende afleverede de den til en musikforlægger, og på et tidspunkt endte den altså i Tyskland, hvor den blev sendt ind til den lokale grandprix-konkurrence. Da den endte med at blive optaget i konkurrencen, anede sangskriverne ikke noget om det, men de blev naturligvis glade, da den senere vandt og blev et stort hit.
Historien bag Satellite er et fint eksempel på, hvordan grandprix-sange i dag ofte bliver til på baggrund af internationale samarbejder på kryds og tværs af landegrænser. En sang fra Tyskland kan sagtens være skrevet af en dansker og en amerikaner, og en sang fra Danmark af internationale sangskrivere. Især svenske sangskrivere og producere leverer hvert år mange bidrag. I 2010 var seks af bidragene til finalen, heriblandt det danske, således helt eller delvist skrevet og produceret af svenskere. De måtte dog altså se sig slået af danske John Gordon, som dermed blev den første skandinaviske sangskriver, der vandt det internationale grandprix for et andet land end sit eget. Det præsterede svenskerne først året efter.
4. Analysevejledning
Analysevejledningen giver med korte stikord et overblik over de musikalske parametre, det kan være relevant at inddrage ved analysen af en grandprix-sang. Du kan læse mere dybdegående om de enkelte musikalske parametre og analysemetoder i sektionen Analyse.
Karakteristik
- Kunstner, titel, album, udgivelsesdato og eventuelt andre faktuelle oplysninger der er relevante i forhold til analysen.
Form
- Musikstykkets struktur og metrik, herunder inddelingen i formled og formleddenes indplacering i en overordnet formtype.
Instrumentation
- De forskellige musikinstrumenter og deres funktion undervejs.
Groove
- Rytmegruppens samspil, aktivitetsniveau og rytmiske sammensætning.
Sound
- Klangen af de enkelte musikinstrumenter og sangere og klangen af musikstykket som helhed.
Hook, break og gimmick
- Iørefaldende fraser (hooks). Ophold i rytmegruppen, ofte med en eller flere rytmiske markeringer undervejs (breaks). Kuriøse og opmærksomhedsfangende elementer (gimmicks).
Melodik
- Melodiens opbygning, funktion og vigtigste kendetegn.
Harmonik
- Musikstykkes akkorder, deres indbyrdes forhold og deres forhold til musikstykkets tekst og overordnede karakter.
Tid og rum
- Musikstykkets udvikling i tid og rum.
Tekst
- Tekstens betydning og musikalske funktion, herunder særligt centrale vokaler og ord.
Perspektivering
- En begrundet indplacering af sangen i grandprix-historien, baseret på analyseresultaterne.
Eksempelanalyse af tre udvalgte grandprix-sange – følg med i de vedlagte noder (ved at klikke på det blå nodeikon), imens du læser analyserne. Nederst findes en kort analysevejledning, du kan bruge til hjælp i forbindelse med egne analyser.
Indhold
1. Volare (Domenico Modugno, 1958)
Da det internationale grandprix blev opfundet, havde der allerede kørt en lignende sangkonkurrence i Italien. Siden 1951 var den årlige Sanremo festival nemlig blevet afholdt i byen med samme navn. De første år blev konkurrencen sendt i radioen, og siden 1955 også i fjernsynet. Sanremo festivalen var en stor succes, og det var den, der inspirerede EBU til at forsøge grandprixet. Fra starten i 1956 stillede Italien med vindermelodien fra Sanremo.
I 1958 var det Domenico Modugno, som havde fået æren. Faktisk var han kun den ene af to vindere fra Sanremo, for her blev hver sang fremført af to forskellige sangere. Det gjorde man, fordi formålet var at sælge melodien, så andre selv kunne indspille den, og så var det jo en fordel, at de allerede havde fået to forskellige arrangementer præsenteret.
Det var dog fair nok, at Domenico Modugno fik lov til at synge sangen ved grandprixet, for han havde selv skrevet den. Og det havde han gjort ganske godt. Volare blev et verdenshit, selv om den ikke vandt den internationale konkurrence. Sangen er et fint eksempel på en rigtig grandprix-slasker skrevet til et stort orkester med fuldt drøn på både strygere og blæsere, og ikke mindst til en dygtig refrænsanger, der kan synge selv telefonbogen med passion og indlevelse.
Domenico Modugno: Volare (ESC, 1958)
Form
Sangens form kan beskrives som en udvidet popform af typen ABCB-ABCB, der kendetegnes ved en vekslen mellem vers (A), omkvæd (B) og kontraststykke (C):
| Storform: | (I) | A | B | C | B | A | B | C | B | (O) |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Funktion: | Intro | Vers | Kvæd | Kontrast. | Kvæd | Vers | Kvæd | Kontrast. | Kvæd | Outro |
| Metrik: | 4 | 12 | 12 | 12 | 12 | 12 | 12 | 12 | 12 | 18 |
Gentagelsen af kontraststykket og den lange outro er atypisk i grandprix-sammenhæng. Det hænger måske sammen med, at sangen varer fire minutter, altså et helt minut længere end reglerne foreskriver. Sangen er dog en del kortere end Italiens bidrag fra året før, som nåede helt op på 5:09 minutter - med store protester fra de øvrige deltagerlande til følge.
Instrumentation
Sangen er akkompagneret af et fuldt orkester med træblæsere, messingblæsere, slagtøj, klaver, celeste, hammondorgel, harpe og strygere. Det er et akkompagnement, som tydeligvis er skrevet fuldt ud på partitur, og hvor det hollandske orkester (Metropole Orkest) bliver udnyttet fuldt ud.
Versene, der spilles rubato, er domineret af klaver og hammondorgel med markante stryger- og celeste-fills ved melodiens pauser. Omkvædene og kontraststykkerne, der spilles i fast tempo, gør brug af hele orkestret og er især karakteriseret af hurtige klaverfigurer og en fremadskridende walking basfigur.
Vokalen synges af en solist uden kor. I de første år af grandprixet var det sådan, man gjorde. Det var melodien, der var i centrum, og den høres bedst, når den bliver sunget af en solist.
Sound
Sangen er - som alle grandprix-sange frem til og med 1972 - akkompagneret af et live orkester i tv-studiet. Nummerets sound befinder sig derfor klart i live-lyd området. Det er lyden af et klassisk underholdningsorkester i sin essens.
Hook og gimmick
Sangens hook udgøres af omkvædets to første strofer: "Volare, oh oh; Cantare, oh oh oh oh" (takt 13-17), der sætter sig godt fast hos lytteren allerede ved første gennemlytning. Sangens gimmick finder vi i Modugnos sceneoptræden, hvor han under omkvædet løfter sine arme over hovedet, som om han skal til at flyve. Den slags gestikuleringer var et sjældent syn i 1958 og tiltrak derfor stor opmærksomhed fra publikum og seere.
Tekst
Volare betyder "at flyve". Det andet ord i omkvædet, "cantare", betyder "at synge". Hvis man kan italiensk, vil man opdage, at det er en lille fin sang om at drømme sig væk i sin elskedes blå øjne og flyve syngende afsted.
Hvis man ikke kan italiensk, er det en ballade, som bestemt smager af romantik, og sikkert også Italien, gondoler, olivenlunde og romantiske små byer. At den tyske version blev omdøbt til Bambina er meget sigende. Her byttede man bare Volare ud med et andet og mere kendt italiensk ord og skrev en tekst om en rejse til Italien.
Den engelsksprogede version, som blandt andet blev indspillet af den kendte amerikanske skuespiller og crooner Dean Martin, fik titlen Volare. Man havde ganske enkelt valgt at beholde de italienske ord "volare" og "cantare" i omkvædet. Det samme gjorde man i Sverige, og i det hele taget er sangen et ganske fint eksempel på, at ordenes klang var og er meget vigtig.
En af de danske oversættelser, Vi har det, åh åh, er blevet en klassiker ved fester. Her er teksten oversat fonetisk. Det vil sige, at man oversætter lyden af ordet i stedet for betydningen. Hermed demonstreres klangens betydning i sin yderste konsekvens.
Perspektivering
Volare er nok det største grandprix-hit nogensinde, hvis man lægger alle versioner sammen. Sangen blev oversat til en lang række sprog og er blevet indspillet af et utal af kunstnere gennem tiden. Blandt andet har så forskellige musikere som jazzlegenden Louis Armstrong, amerikanske croonere som Dean Martin og Frank Sinatra, operasangere som Luciano Pavarotti og Andrea Bocelli og sågar David Bowie givet deres bud på, hvordan sangen skal lyde.
Volare blev skabt med det formål, at den skulle kunne synges og spilles af andre end Domenico Modugno selv, og man må sige, at missionen lykkedes. Året efter prøvede han igen, og det gik faktisk næsten lige så godt. Også Piove nåede finalen ved det internationale grandprix og blev siden solgt videre til det meste af verden. Opskriften var den samme, et stille vers, der bygger op til et slagkraftigt omkvæd, der starter lige på med hooket, som bestod af korte, velklingende italienske ord, denne gang Ciao, Ciao Bambino. Så kunne de tyske, engelske, svenske, finske og danske tekstforfattere gå i gang med deres tekster om at sige farvel på italiensk.
2. Waterloo (ABBA, 1974)
I 1974 vandt svenske ABBA det internationale grandprix med sangen Waterloo. De følgende år fulgte gruppen op med det ene verdenshit efter det andet, og da de gik hver til sit i 1982, havde de blandt andet opnået at være alle tiders mest populære gruppe fra et ikke-engelsktalende land. Den status er aldrig blevet udfordret, men der lå også mange års planlægning bag.
Waterloo var gruppens andet forsøg i grandprix-sammenhæng. I 1973 havde de nemlig deltaget ved det svenske grandprix med sangen Ring Ring. Sangtitlen havde de valgt, fordi telefoner ringer i alle lande og på alle sprog. De var nemlig yderst professionelle og gik benhårdt efter sejren, så de kunne slå igennem i udlandet. Det lykkedes dog først året efter med sangen Waterloo.
Form
Formen kan beskrives som en popform af typen ABABB, der kendetegnes ved en vekslen mellem vers (A) og omkvæd (B). Formleddene er bundet sammen af skiftevis en bro og et mellemstykke:
| Storform: | (I) | A | B | A | B | B | (O) | ||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Funktion: | Intro | Vers | Bro | Kvæd | Ml.stk. | Vers | Bro | Kvæd | Ml.stk. | Kvæd | Outro |
| Metrik: | 4 | 4+4 | 4+2 | 8+8+4 | 2 | 4+4 | 4+2 | 8+8+4 | 4 | 8+8+4 | 2 |
Ved ESC-finalen stod sangerinderne, Anni-Frid Lyngstad og Agnetha Fältskog, ved bagkanten af scenen i starten. De brugte introen til at løbe frem på scenen, og introens længde er tydeligvis tilpasset herefter.
Mellemstykket efter næstsidste omkvæd er identisk med de første fire takter af broen. Idet sangerinderne synger i mellemstykket, er der tale om et vokalt mellemstykke - modsat første mellemstykke som er instrumentalt og ikke har ligheder med broen.
Instrumentation
Versene er instrumenteret af elektrisk guitar, klaver, bas og trommer. Undervejs dukker en westernguitar-lyd op som svar på de rytmisk markante ord "My, my" og "Oh, yeah", der indleder hver frase i versene (takt 1 og 5). Omkvædet suppleres med saxofon, der spiller call and response med melodien. Saxofonen fordobler westernguitar-svaret i andet vers. Undervejs bruges det store live orkester kun til sparsomt at understøtte rytmegruppen, der er dominerende:
Første vers og bro synges unisont af de to sangerinder. Andet vers synges tostemmigt, mens den efterfølgende bro igen synges unisont. I omkvædet suppleres sangerinderne af korstemmer (ved finalen sang de mandlige musikere kor, mens der blev brugt kvinder til koret på studieudgaven).
Sound
Waterloo blev fremført ved hjælp af backingtrack ved finalen i 1974 - det var med andre ord et præindspillet bånd, der blev sunget til. Selvom nummeret har en realistisk live-lyd med let genkendelige musikinstrumenter og rumklang som eneste lydeffekt, er der flere elementer, der peger i retning af en studieproduktion.
For det første er der den massive og meget kompakte bas-, guitar- og klaverlyd, som tydeligvis er skabt i studiet ved hjælp af Wall of Sound - en teknik udviklet af Phil Spector i 1960'erne, hvor hver instrumentstemme spilles unisont af flere musikere og optages i et rum med stor rumklang. Det giver et meget fortættet lydbillede, som på Waterloo. Saxofonen er formentlig indspillet med samme teknik, da også den har en meget massiv lyd.
For det andet er der tale om en meget grundig produktion, hvor der er kælet for detaljerne. Udover de mange lag af musikinstrumenter bidrager også de mange nøje udvalgte instrumentale fills og melodisvar til det fortættede lydbillede. Der er lagt et stort arbejde i at frembringe netop dette lydbillede, og det er tydeligvis resultatet af lang tids studiearbejde.
Hook, break og gimmick
Det primære hook i Waterloo er sangens centrale begreb, "Waterloo", der gentages hele 20 gange i løbet af sangen. Derudover er der en masse små hooks og gimmicks, eksempelvis versets indledende "My, my" med det efterfølgende svar på westernguitar og dirigentens Napoleon-udklædning. Breaket i omkvædet (takt 22) med de syv korte, men meget kontante, anslag er også meget karakterisk.
Tekst
Waterloo er en ret simpel kærlighedssang. Hovedpersonen giver op over for en bejler, og nu skal de leve lykkeligt sammen for evigt. Begrebet Waterloo bruges som symbol på, hvordan hun overgiver sig. Waterloo er det sted i Belgien, hvor kejser Napoleon Bonaparte led sit nederlag i 1815, og sangen bygger direkte på den kendte vending for at lide nederlag, "at møde sit Waterloo". Hele teksten er bygget op omkring dette begreb, og i praksis kunne den handle om hvad som helst, blot man når frem til "Waterloo".
Perspektivering
Waterloo er resultatet af en nærmest videnskabelig tilgang til popmusik. Sangskriverparret Benny Andersson og Bjørn Ulvaus, som hver især havde haft store musikerkarrierer i Sverige op gennem 1960'erne, var blevet ansat som producere på pladeselskabet Polar i 1971. Deres chef var Stig "Stikkan" Anderson, som siden 1959 havde bygget en kæmpe forretning op, der nu kunne konkurrere med de store internationale pladeselskaber i hele Skandinavien. Han var selv musiker, komponist og tekstforfatter, og han havde blandt andet oversat over 2000 udenlandske sange til svensk og vidste derfor ganske meget om, hvordan man lavede en god og fængende poptekst.
Tilsammen udgjorde de tre et godt team, og da sangerinderne Agnetha Fällskog og Anni-Frid Lyngstad, som var gift med henholdsvis Björn og Benny, kom med på et par indspilninger, voksede idéen om en fælles supergruppe.
Den store plan gik ud på, at Waterloo blot skulle være starten på en international karriere, og det lykkedes til fulde. Waterloo blev et stort hit i det meste af Europa, og nåede sågar også hitlisterne i andre dele af verden, herunder USA. I de følgende år blev ABBA bare større og større og anses i dag som en af pophistoriens største og vigtigste grupper. Det blev de ikke mindst, fordi de var meget minutiøse og professionelle i alle faser, og alt dette så man allerede ved Waterloo. ABBA satte ganske enkelt nye standarder for grandprixet, og Waterloo har siden udgjort et vigtigt referencepunkt for mange grandprix-sangskrivere.
3. Satellite (Lena, 2010)
Da tyske Lena vandt det internationale grandprix i 2010 med sangen Satellite, var det på mange måder et vendepunkt i grandprix-historien. I ugerne efter sejren røg sangen højt op på hitlisterne i mange europæiske lande. I Danmark nåede den førstepladsen i en enkelt uge, og da hun i den samme uge også nåede toppen på den europæiske Top 100, havde hun opnået noget som havde været næsten umuligt bare få år forinden: At konvertere en grandprix-sejr til et mainstreamhit.
For at få et stort hit, skal en sang spilles i radioen, og helst på de store kanaler. Det kræver, at musikken passer ind i det normale repertoire, og her havde grandprix-musikken haft det svært siden 1980'erne. Satellite viste sig dog at passe fint ind på mange radiostationers playlister, og sangens succes betød, at sangene fra grandprixet efterfølgende ikke længere nærmest automatisk har været erklæret uegnede til mainstream radio.
Form
Formen kan beskrives som en udvidet popform af typen AAB-AAB-C-AB, der kendetegnes ved en vekslen mellem vers (A), omkvæd (B) og kontraststykke (C). I formen indgår desuden en intro, en outro, et kort instrumentalt mellemstykke efter første omkvæd (identisk med de første fire takter af introen) og en takts trommebreak i slutningen af sidste vers:
| Storform: | (I) | A | A | B | A | A | B | C | A | B | (O) | |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Funktion: | Intro | Vers | Vers | Kvæd | Ml.stk. | Vers | Vers | Kvæd | Kontrast. | Vers | Kvæd | Outro |
| Metrik: | 8 | 8 | 8 | 8+7 | 4 | 8 | 8 | 8+7+8 | 8+8 | 8+1 | 8+7+7 | 8 |
De uregelmæssige syv-takters perioder i omkvædene opstår ved brugen af elisioner, hvor sidste takt i perioden både fungerer som periodens afslutning og som begyndelsen på næste periode.
Instrumentation
Sangen har et klart præg af, at rytmen er i fokus. Harmonierne er diskrete og ikke relevante, og det er de percussive musikinstrumenter, der dominerer lydbilledet.
Sangens er gennemgående instrumenteret af synthbas på 1- og 2og-slaget, synth-klik på backbeatet (i omkvædene forstærket af en lilletromme) og stortromme på 1-, 2og- og 3-slaget:
Versene tager udgangspunkt i ovenstående groove, men de er varierende i deres instrumentation: I andet og fjerde vers er groovet suppleret med akustisk guitar, der spiller med på synthbas-rytmen. Femte vers er kun akkompagneret af akustisk guitar og intet andet. Sidste halvdel af tredje vers og hele fjerde vers har - ligesom omkvædene - også lilletromme på backbeatet.
Omkvædene har et mere tætpakket lydbillede, hvilket især skyldes de kvindelige medstemmer og den markante synthlyd på 1- og 2-slaget i hver takt. Et afdæmpet klokkespil danner baggrund, og en række udefinerbare percussion- og synthlyde indgår flere steder (også i verset) - eksempelvis 2:18 og 2:45. I kontraststykket suppleres vokalen af et uh-flydekor.
Sound
Lydbilledet som helhed er meget stacceret, og sammen med synthlydene giver det associationer til rumfart og science fiction, hvilket passer fint med sangens titel. Et andet karakteristika er groovets dybe og mørke klang, der hænger sammen med, dels at synthbas og stortromme er dybe og uden diskant, dels fraværet af lyst klingende musikinstrumenter (eksempelvis hi-hat).
Der er en tydelig vokal forskel på studieversionen og tv-versionen. Lenas vokal er meget mere fyldig og træder mere klart igennem på studieversionen, hvilket naturligvis skyldes, at man i studiet kan indspille vokalen over flere omgange og efterfølgende bearbejde lyden digitalt, men også at der på studieversionen er indlagt en ekko-effekt på vokalen (hør eksempelvis 2:16). Også medstemmerne i omkvædet er bredere og mere fyldige på studieversionen, hvilket især skyldes panoreringen af medstemmerne til både højre og venstre side.
Break og gimmick
I grandprix-sammenhæng synger de fleste et internationalt fællesengelsk uden andre lokale elementer end dem, der er skabt af deres egne engelskkundskaber. Sådan forholder det sig ikke med Satellite, for Lena synger med en britisk cockney accent (meget lig Mike Skinner fra The Street), der er lettere mærkværdig, men samtidig også ret charmerende. Dette gimmick giver sangen et vist indiepræg og var afgjort med til, at sangen skilte sig ud fra de øvrige bidrag.
Et andet gimmick er den utraditionelle tekstopbygning omkring ordet "you" og andre u- og o-lyde, i stedet for mere konsekvente enderim. Der er en takts trommebreak (på 1-, 1og- og 2-slaget) i slutningen af sidste vers, som i Lenas sceneoptræden visuelt understøttes af tre vrik med hoften.
Tekst
Satellite er endnu et eksempel på, at teksten er bygget op omkring et bestemt begreb. Sangen handler om en meget forelsket person, som åbenbart vil gøre alt for sin udkårne, og her er billedet altså en satellit, der kredser rundt om jorden.
Selve ordet satellit er dog ikke særligt markant i sangen. Det nævnes kun en gang i hvert omkvæd og kun tre gange i alt. Til gengæld danner billedet udgangspunkt for resten af teksten, som består af små enkeltstående sætninger. Her er ordet "you" omdrejningspunktet, hvilket svarer fint til satellitetbilledet. I alt optræder "you" eller "your" hele 40 gange i løbet af sangen. Især "you"-erne i slutningen af versestroferne er meget markante, fordi de afslutter hver sætning og danner gennemgående rim.
Det andet tekstlige hook er ordet "love", som gentages 26 gange. "Love" indleder og afslutter omkvædet, og på den måde hænger tekstens opbygning ret fint sammen med satellit-temaet. Det har nok heller ikke skadet sangens vindermuligheder, at den i udpræget grad er bygget op over to vokaler, u og o.
Perspektivering
Satellite er skrevet af den amerikanske sangskriver Julie Frost og danske John Gordon i fællesskab. De havde skrevet sangen nogle år tidligere. De var blevet introduceret for hinanden via deres forskellige musikforlæggere og havde skrevet en del sange sammen. Frost sendte den første skitse til Satellite over internettet, og så byggede Gordon videre på den og sendte et mix tilbage. Efterfølgende afleverede de den til en musikforlægger, og på et tidspunkt endte den altså i Tyskland, hvor den blev sendt ind til den lokale grandprix-konkurrence. Da den endte med at blive optaget i konkurrencen, anede sangskriverne ikke noget om det, men de blev naturligvis glade, da den senere vandt og blev et stort hit.
Historien bag Satellite er et fint eksempel på, hvordan grandprix-sange i dag ofte bliver til på baggrund af internationale samarbejder på kryds og tværs af landegrænser. En sang fra Tyskland kan sagtens være skrevet af en dansker og en amerikaner, og en sang fra Danmark af internationale sangskrivere. Især svenske sangskrivere og producere leverer hvert år mange bidrag. I 2010 var seks af bidragene til finalen, heriblandt det danske, således helt eller delvist skrevet og produceret af svenskere. De måtte dog altså se sig slået af danske John Gordon, som dermed blev den første skandinaviske sangskriver, der vandt det internationale grandprix for et andet land end sit eget. Det præsterede svenskerne først året efter.
4. Analysevejledning
Analysevejledningen giver med korte stikord et overblik over de musikalske parametre, det kan være relevant at inddrage ved analysen af en grandprix-sang. Du kan læse mere dybdegående om de enkelte musikalske parametre og analysemetoder i sektionen Analyse.
Karakteristik
- Kunstner, titel, album, udgivelsesdato og eventuelt andre faktuelle oplysninger der er relevante i forhold til analysen.
Form
- Musikstykkets struktur og metrik, herunder inddelingen i formled og formleddenes indplacering i en overordnet formtype.
Instrumentation
- De forskellige musikinstrumenter og deres funktion undervejs.
Sound
- Klangen af de enkelte musikinstrumenter og sangere og klangen af musikstykket som helhed.
Hook, break og gimmick
- Iørefaldende fraser (hooks). Ophold i rytmegruppen, ofte med en eller flere rytmiske markeringer undervejs (breaks). Kuriøse og opmærksomhedsfangende elementer (gimmicks).
Tekst
- Tekstens betydning og musikalske funktion, herunder særligt centrale vokaler og ord.
Perspektivering
- En begrundet indplacering af sangen i grandprix-historien, baseret på analyseresultaterne.