Musikfagets identitet

Der har eksisteret musik i alle menneskekulturer gennem de sidste mere end 50.000 år. Selv de mest isolerede stammegrupper har udviklet en form for musik. I Danmark lytter de fleste til musik dagligt, og mange udøver selv musik i form af enten sang eller spil. Musik syntes således at spille en stor rolle for mange mennesker. I denne artikel kan du læse om musikfaget og dets historie.

1. Historie

Allerede i oldtidens Grækenland omkring år 600 f.v.t. begyndte man at forske i musik. Dengang var studiet af musik tæt forbundet med aritmetik, geometri og astronomi, og musikken var således en del af de matematiske og naturvidenskabelige discipliner. Man mente, at musikkens iboende tal kunne være med til at forklare sammenhænge på jorden og i universet, og man var derfor især interesseret i at studere musikkens tonefrekvenser og frekvensforhold.

Omkring år 300 f.v.t. blev der etableret nogle få offentlige skoler i Grækenland. Her blev der, udover den atletiske træning til militærtjeneste, undervist i læsning, skrivning, recitation, sang og spil (almindeligvis på harpe, fløjte og lyre). Med undervisningen i sang og spil ønskede man at opretholde den rige og levende musikkultur som Grækenland, og især Athen, havde på daværende tidspunkt.

Med romerrigets endelige fald omkring år 400 e.v.t. fremskyndtes kristendommens rolle som primær religion i Europa. De oprindelige græske skoler blev trængt bort af nye kirkeskoler, som dermed overtog rollen som midtpunkt for videnskabelige studier. Sang- og musikundervisningen fik et mere kristent islæt, primært affødt af musikkens praktiske betydning for gudstjenesterne i kirken.

I slutningen af 700-tallet forsøgte den franske hersker Karl den Store (ca. 742-814), der på daværende tidspunkt havde erobret det meste af Europas fastland, at skabe et egentligt skolevæsen. Hans primære mål var dog ikke at opnå et dannet borgerskab. Hans mål var derimod at bruge uddannelsen som en fælles-kulturel ramme, der kunne samle indbyggerne i det store rige og gøre befolkningen mere homogen, for på den måde at undgå konflikter og forsøg på løsrivelse. Skolerne fik sæde på kirkens klostre, og især musikfaget blomstrede i denne periode. Musikfaget havde spil og sang som de primære discipliner, og var tæt forbundet med kirken og de kristne traditioner. Den teoretiske del af musikken betragtedes som en del af de matematiske discipliner, og den del var derfor primært forbeholdt lærde matematikere.

Med reformationen i 1517 (i Danmark fra 1536) ændredes for alvor vilkårene for musikalsk uddannelse. Skolesystemet blev forbedret og gjort billigere, hvilket betød, at den brede befolkning nu havde råd til at sende deres børn i skole. Kirken spillede stadigvæk en vigtig rolle i uddannelsessystemet, og i forlængelse af menighedssangen ved gudstjenesterne indførtes daglig sang på skoleskemaet. Musik blev efterhånden en selvstændig videnskab, og i 1600-tallet udviklede den tjekkiske teolog og pædagog John Amos Comenius (1592-1670) de første musikpædagogiske hjælpemidler i form af bl.a. lærebøger rettet mod børn og unge. Sigtet var en skolereform med musikundervisning som en central del, og hans tanker var med til at præge udviklingen af musikpædagogikken i tiden efter.

Ved oprettelsen af den danske folkeskole i 1814 indførtes sangfaget som en obligatorisk del af undervisningen. Fagets væsentligste opgave var at formidle og således bevare en folkelig sangtradition, der tematisk kredsede om især det nationale og det religiøse. Med tiden udvikledes sangfaget og i 1900-tallet skiftede faget navn til musik, og kom nu, udover den reproduktive afsyngning af sangskatten, også til at rumme produktive, perceptive og analytiske elementer i form af blandt andet spille-, lytte- og analyseaktiviteter.

I dag er musik et obligatorisk fag fra folkeskolens 1.-6. klassetrin og et valgfag fra 7.-10. klassetrin. I gymnasiet (stx og hf) er musik et valgfag. Der er desuden gode muligheder for at studere musik andre steder, blandt andet på efterskoler, højskoler, musikskoler, universiteter og musikkonservatorier – se en komplet liste i teksten om musikuddannelser.

2. Identitet

Musikfaget placerer sig som et humanistisk (humanvidenskabeligt) fag, fordi det beskæftiger sig med et menneskeskabt produkt, nemlig struktureret lyd (musik). Når vi lytter til musik, og når vi selv udøver musik, bliver vi en del af et historisk, kulturelt og socialt fællesskab. Det giver os en referenceramme, som er med til at gøre vores liv sammen med andre mennesker meningsfyldt. Og så er det sjovt at deltage i en musikalsk sammenhæng. Det appellerer til både krop og sjæl, og det giver os mulighed for at udtrykke os på andre måder end i ord. Det er denne interesse, musikfaget tager sit udgangspunkt i.

Faget forener en kunstnerisk-performativ tilgang og en teoretisk-videnskabelig tilgang til musik, og faget har altså det grundlæggende dobbelte sigte at udtrykke sig i og om musik – musikudøvelse og musikkundskab.

En grundsøjle i musikfaget er derfor teori- og vidensdelen, som er akademisk forankret. Her arbejdes med analyse og fortolkning af både musikken selv og andre kulturelle fænomener, der kan belyse musikkens position og funktion i kulturen og samfundet.

En anden grundsøjle i faget er den kunstnerisk-performative del, hvor der arbejdes med musikudøvelse og med arrangering og produktion af musik. Igennem den skabende proces og musikalske udfoldelse spiller musikfaget en væsentlig rolle for uddannelsesmiljøet.

Musikfaget integrerer elementer fra både det humanistiske, det naturvidenskabelige og det samfundsvidenskabelige område, med henblik på almendannelse, identitetsudvikling og studiekompetence. Den humanistiske tilgang ligger i fagets genstandsområde, musikken selv, som fortolkes og udøves. Den naturvidenskabelige tilgang kommer til udtryk i analysearbejdet, der er præget af iagttagelse, opmåling, klassifikation og beskrivelse, og i studiet af de naturfænomener, der ligger bag lyden og den teknik, der ligger bag instrumenterne. Den samfundsvidenskabelige tilgang kommer til udtryk i den musikeksterne analyse, hvor musikken ses med et kulturelt og samfundsmæssigt tilhørsforhold og som del af en identitetsdannelse.

3. Genstandsområde

Musikfagets primære genstandsområde er det klingende produkt, dvs. musikken selv. Der arbejdes med alle tænkelige musikformer lige fra pop, rock og techno over verdensmusik og folkemusik til klassisk kompositionsmusik, opera og musicals. Musikken kan være fastholdt på lyd eller på noder, eller den kan være beskrevet i litterære kilder.

Fagets sekundære genstandsområde er musikkens ydre omstændigheder, dvs. de historiske, kulturelle, samfundsmæssige og sociale omstændigheder, som musikken er en del af. Til undersøgelse og belysning heraf benyttes billeder, film, musikvideoer, sangtekster, interviews, feltdata, artikler og bøger.

4. Metoder

Teori og vidensdelen

Musikfagets teori- og vidensdel handler om at analysere musikalske værker, fænomener og ideer og om at undersøge dem i et bredere historisk, kulturelt, samfundsmæssigt og socialt perspektiv. Man skelner her mellem musikinterne og musikeksterne metoder.

Musikinternt benyttes auditiv analyse til at undersøge:

• instrumentation og sound
• rytmik og groove
• form og arrangement
• udtryk, karakter og effekt (indvirkning på lytteren)

og nodebaseret analyse til at undersøge:

• harmonik og tonalitet
• melodik, tonalt materiale og tematik
• rytmik og groove
• form og arrangement
• tekstligt indhold

Musikeksternt kigges på samtidige kilder med henblik på en undersøgelse af værkets historiske, kulturelle, samfundsmæssige, sociale og tematiske kontekst. De mest gængse tilgange er:

• Historisk tolkningsmetode. Her sættes den musikalske analyse ind i en musikhistorisk sammenhæng. Der foretages som regel en historisk stil- og genrereflektion i form af en undersøgelse af musikstykkets enkeltdele (eksempelvis form, tematik, tonalitet, harmonik og melodik) uden hensyntagen til komponistens eget liv, hvor det pågældende musikstykke enten er musikalsk skelsættende eller viderefører en musikalsk tradition.
• Samfundsmæssig tolkningsmetode. Her sættes den musikalske analyse ind i en bredere samfundsmæssig forståelsesramme. Der fokuseres på, hvordan musikstykket kan tolkes som udtryk for samfundsmæssige, sociale og ideologiske forhold på kompositionstidspunktet.
• Kulturel tolkningsmetode. Her ses musikken som et kulturelt udtryk, som del af en kulturkreds (globalt eller lokalt), og som en musikalsk identitetskonstruktion. Denne mere antropologiske tilgang ser på musikkens funktion i forskellige kulturelle sammenhænge.
• Psykologisk og receptionsmæssig tolkningsmetode. Her bruges musikanalysen til at belyse følelsesmæssige stemninger og psykologiske reaktioner. Man undersøger, hvordan og hvorfor musikken påvirker lytteren, og man undersøger, hvilke virkemidler komponisten har brugt for at opnå dette.
• Biografisk tolkningsmetode. Her sættes musikken i forbindelse med komponisten eller kunstneren. Værk og komponist/kunstner belyser hinanden og udgør en enhed. Analysen og tolkningen søger imod at dokumentere et særligt originalt og særegent udtryk hos kunstneren/komponisten. Den søger imod at se en sammenhæng mellem det musikalske udtryk og en personlig udvikling og hændelser hos komponisten/kunstneren.
• Mediemæssig tolkningsmetode. Her tolkes musikken som forbundet med det medie (eksempelvis film, reklame, dokumentar), den kommunikerer igennem. Man ser på relationen mellem afsender og modtager, på musikkens æstetiske og lydlige fremtrædelsesform, og på hvilke konsekvenser mediet har for kompositionen i valg af musikalsk udtryk.

Tilsammen giver de musikinterne og de musikeksterne metoder mulighed for at fremsætte fortolkninger af musikkens kunstneriske udtryk og relatere dette til samfundsforhold samt mulighed for at opnå en æstetisk erkendelse af musikkens udtryksform.

Den kunstnerisk-performative del

Musikfagets kunstnerisk-performative del handler om at udøve, arrangere og producere musik. Formålet er dels at afprøve og eksemplificere teorier og pointer i praksis, og dels at styrke instrumentale, praktiske og kreative færdigheder. Musikudøvelsen har desuden den sidegevinst, at samarbejdskompetencer, evnen til disciplinering, evnen til at optræde og performe og evnen til at se nye muligheder styrkes.

I den kunstnerisk-performative del anvendes følgende metoder:

• reproduktion (udførelse af eksisterende kompositioner)
• imitation (eftergørelse)
• interpretation (fortolkning)
• produktion (arrangering, komposition, improvisation)
• refleksion (erfaringsbaseret viden og overvejelser)

Det sungne og spillede og det hørte gøres til genstand for samtale, analyse og diskussion. I denne kombinerede praktiske og teoretiske læreproces kvalificeres musikoplevelsen gennem beskæftigelsen med fagets terminologi og metoder.